fbpx
Annonce

Medie: Barca planlægger hyldestkamp for Ronaldinho

FCBARCELONA.DK - 28.02.20

© Getty Images
// Ronaldinho

Barca er med stor sandsynlighed i gang med at planlægge en hyldestkamp for klublegenden Ronaldinho. Den forventes spillet til august og nogle af verdens største profiler fra hans tidligere hold forventes at deltage.

Ronaldinho huskes i dag som en af de største spillere i Barcas historie, hvor han i perioden 2003 til 2008 spillede 207 kampe og henrykkede Camp Nou og hele fodboldverden med sit utrolig spil, gode humør og store smil. 94 mål og 56 assists blev det til.

I dag har Ronaldinho lagt støvlerne på hylden. Han er udnævnt til ambassadør for FC Barcelona og spiller med på veteranholdet Barca Legends, når tiden tillader det.

Nu fortæller radiostationen RAC1, at Barca planlægger en hyldestkamp for Ronaldinho på Camp Nou, sandsynligvis den 19. august. Det vil ske i regi af Barca Legends, hvor nogle af klubbens største historiske profiler deltager. Modstanderholdet vil bestå af spillere fra nogle af de andre klubber som Ronaldinho har spillet for i karrieren.

Kampen forventes at blive et tilløbsstykke, for Barca-tilhængerne vil med garanti gerne møde op og hylde Ronaldinho for hans indsats i klubben. Også når det gælder spillerne til de to hold, forventes der nærmest kø for at være med.

Der spekuleres allerede i, om Messi kommer i aktion i opgøret, selvom han stadig er aktiv. Han har et tæt forhold til Ronaldinho, som tog sig godt af den meget unge Messi, da han var ved at slå igennem. Det var også Ronaldinho der lagde op til Messis allerførste mål som Barca-spiller.

.:FORSIDE:.