fbpx
Annonce

Geografi og varme afgør hvornår ligakampene spilles

FCBARCELONA.DK - 25.05.20

© Getty Images
// La Liga

La Liga præsident Javier Tebas løftede i dag lidt af sløret for, hvordan der vil blive spillet i ligaen, når man går i gang igen i juni måned. Her bliver det sommervarmen der bliver afgørende, hvilket giver geografiske forskelle.

Med myndighedernes tilladelse til at spille fra den 8. juni, varer det næppe længe før der kommer et konkret kampprogram for de elleve runder der resterer i ligaen. Ligaen spilles færdigt i juni og juli, hvor det er meget varmt i store dele af Spanien, ikke mindst sydpå. Det kommer til at give store udfordringer for spillerne.

Derfor bliver udgangspunktet for genstarten da også sommervarmen, i håbet om, at mindske generne så meget det nu er muligt. Det forklarede Javier Tebas tidligere i dag.

'Varmen bekymrer os altid. Vi arbejder ud fra historiske gennemsnit og kender derfor temperaturen hvert eneste sted. Ud fra det lægger vi tidspunkterne. Hvis der kommer en varmebølge eller temperaturen stiger, bliver kamptidspunktet skubbet' kom det fra ham.

Tebas forklarede videre, at der i hverdagene spilles fra kl. 19.30 og senere, mens der i weekenden spilles fra kl. 17.00 og senere. Seneste kamptidspunkt bliver kl. 22.00. I den nordlige og nordvestlige del af Spanien, hvor der er køligere, spilles der tidligt, mens de øvrige kampe spilles sent.

Barcas første kamp efter coronapausen er udekampen mod Mallorca, hvor det som bekendt er rigtig varmt om sommeren. Her må det forventes, at kamptidspunktet lægges sent.

Det bliver altså varme og geografi der bliver afgørende for kamptidspunkterne, hvor det ellers er tv-rettigheder og interesse fra andre verdensdele, der oftest bestemmer hvornår kampene spilles.

.:FORSIDE:.