fbpx
Annonce

Analyse: Derfor er en Superliga godt for Barca

FCBARCELONA.DK - 02.08.21

// Super League


Barca fortsætter planerne med at skabe en ny europæisk Superliga, efter at UEFA forleden blev sat til vægs af en domstol. Med hvorfor vil en Superliga være godt for Barca? Vi byder her på en analyse.

Det var Barcas forhenværende præsident Josep Maria Bartomeu der valgte at involvere sig aktivt i planerne om en ny europæisk Superliga og præsident Joan Laporta har med stor energi arbejdet videre med projektet, trods stor modstand fra flere sider, ikke mindst fra UEFA-præsident Alexander Ceferin.

Laporta har ved flere lejligheder slået fast, at en ny model er en nødvendighed, hvis fodbolden skal fastholde sin position som verdens mest sete sportsgren. Han er overbevist om, at det er til Barcas fordel, at deltage i en ny europæisk Superliga, sammen med de andre store europæiske klubber.

Det er en kendsgerning, at antallet af tv-seere er stødt faldende de senere år og det er en bekymrende udvikling, for klubberne er afhængige af tv-indtægter. Derfor handler det om, at seerne tilbydes et attraktivt produkt og som det ser ud nu, er der for mange ligegyldige kampe, der ikke har den store interesse.

Det er derfor at Barca og elleve andre klubber har udtænkt en model, hvor der udelukkende spilles store kampe, i en liga hvor 16-20 af de største klubber deltager. Tanken er at spille i to grupper, hvor holdene mødes ude og hjemme. Til sidst afgøres superligaen med knock-out kampe.

Der skal spilles midt på ugen i den europæiske Superliga, mens de hjemmelige ligaer skal spilles i weekenden. Dermed bydes der på attraktiv fodbold to gange om ugen og det forventes at skabe langt flere indtægter.

Disse indtægter forventes at overstige markant hvad UEFA tjener i dag og derfor ligner Superligaen en løsning, der kan sikre de store klubbers økonomi. Netop de store klubbers afhængighed af tv-indtægter er blevet tydelig under coronakrisen, hvor der mangler massive indtægter.

Selvom de fleste fodboldfans gerne vil have flere store kampe, var der alligevel bred folkelig modstand mod Superligaen. Det skyldtes primært forlydender om, at en gruppe af de største hold var selvskrevne i turneringen og ikke kunne rykke ud, hvilket ville spærre for andre lidt mindre hold.

Dernæst var der kritik af, at de store klubber ville høste alle indtægterne selv og ikke tænke på de mindre klubber og bredden, der i dag får en andel af UEFA's indtægter.

Disse kritikpunkter må de involverede klubber kigge på, for uden folkelig opbakning, bliver det svært at få Superligaen igang. De tre klubber der stadig arbejder på projektet, Barca, Real Madrid og Juventus, har allerede erkendt, at der er aspekter i modellen der skal justeres.

Barca-præsident Laporta har udtalt, at der skal findes en solidarisk model der skaber indtægter til de mindre klubber og bredden. Han er overbevist om, at de kan tjene mere fra Superligaen end de får fra UEFA i dag. Det ligger også i kortene, at intet hold skal sikres automatisk deltagelse i Superligaen.

Med disse to justeringer tegner der sig et billede af en Superliga der både er retfærdig og solidarisk, og som byder på mange flere store og spændende kampe end Champions League gør. Det vil betyde mange flere indtægter til de involverede klubber og da Barca er blandt de allerstørste er det indlysende, at de vil drage fordel af en Superliga.

Meget tyder på at Joan Laporta har opbakning fra flertallet af klubbens medlemmer. Der har ikke været mange kritiske røster fra catalanerne, der sagtens kan se klubben deltage i en ny Superliga.

Det vil i sidste ende være klubbens cirka 130.000 medlemmer der på demokratisk vis afgør, om Barca skal være med i Superligaen. Det sker ved en afstemning når den endelige model er på plads.

.:FORSIDE:.