fbpx
Annonce

Sergi Roberto vendte tilbage til træningsbanen

FCBARCELONA.DK - 20.03.21

// Sergi Roberto


Der var gode nyheder da Barcas spillere her til formiddag trænede for sidste gang inden søndagens udekamp mod Real Sociedad. Sergi Roberto delog i den indledende del af træningen og dermed er han snart klar igen.

Sergi Roberto har siddet ude med en lårskade siden den 6. februar og dengang forudså lægerne en pause på halvanden måned til den erfarne catalaner. Det ser ud til at holde fint stik, for i dag så man ham på træningsbanen for første gang siden skaden.

Den alsidige spiller deltog ganske vist kun i den indledende del af træningen, som man ofte ser det med spillere der vender tilbage efter en længere skadespause. Da tempoet blev sat op, fortsatte Sergi Roberto med at træne for sig selv.

Af samme årsag er det ikke særligt sandsynligt, at han kommer med i truppen til kampen i morgen aften mod Real Sociedad, men blot det at han er tilbage, vil være en styrkelse af holdet til de kommende kampe.

Efter kampen mod Real Sociedad, venter der halvanden uges landskampspause, hvor Sergi Roberto får mulighed for at trimme formen. Herefter vil han kunne hjælpe holdet mod Valladolid den 5. april og i El Clásico den 10. april.

For Koeman er Sergi Robertos tilbagevenden en rigtig god nyhed, for så kommer der et godt alternativ til Sergiño Dest, der har spillet rigtig mange kampe på det seneste.

.:FORSIDE:.