fbpx
Annonce

Pedri debuterede i spansk skuffelse mod Grækenland

FCBARCELONA.DK - 26.03.21

// Spanien // Pedri


Det spanske landshold skuffede torsdag aften i den første kamp i VM-kvalifikationen, da man spillede 1-1 hjemme mod Grækenland. En positiv nyhed med Barca-briller var dog, at Pedri fik sin landsholdsdebut.

Pedri har som bekendt for alvor slået igennem i denne sæson og det gælder nu også på det spanske landshold, hvor den unge Barca-spiller torsdag aften fik sin debut. Det skete i VM-kvalifikationskampen hjemme mod Grækenland, hvor Spanien skuffende måtte nøjes med 1-1.

Pedri blev skiftet ind efter 64 minutter ved stillingen 1-1, hvor han spillede på den centrale midtbane sammen med Rodri. 18-årige Pedri nåede dog ikke at sætte det helt store aftryk på spillet og måtte sammen med holdkammeraterne erkende, at man på trods af et klart overtag ikke kunne score.

Med sin debut blev Pedri med sin alder på 18 år og 120 dage den 6. yngste spiller nogensinde til at debutere på det spanske landshold. Han er kun overgået af Angel Zubieta (17 år og 284 dage), Ansu Fati (17 år og 308 dage), Bojan Krkic (18 år og 13 dage), Balbino Clemente (18 år og 15 dage) og Pedro Regueiro (18 år og 22 dage).

I Spaniens opgør mod Grækenland måtte både Sergio Busquets og Jordi Alba se til fra bænken i hele kampen.

.:FORSIDE:.