fbpx
Annonce

Laporta: 'Jeg vil gøre alt for at overbevise Messi'

FCBARCELONA.DK - 17.03.21

// Lionel Messi // Joan Laporta // Ronald Koeman


Ved sin indsættelse her til aften, holdt Joan Laporta sin første tale som nyvalgt præsident for FC Barcelona. Her var der klare budskaber til Messi og Koeman, samt løfter om at få klubben ud af de økonomiske problemer.

'Jeg påtager mig ansvaret og opgaven med en stærk ledelse. Vi vil forsvare vores klub, for vi har lidt mere end vi burde. Vi håber at blive et godt eksempel for vores børn og de kommende generationer i denne klub' kom det fra ham.

Her er et uddrag af hvad Laporta ellers udtalte:

Leo Messis fremtid i klubben:
'Hvis vores stadion var fuldt, kunne du med sikkerhed ikke rejse. Selv her rammer pandemien os. Vi vil forsøge at overbevise Leo. Jeg gør alt hvad jeg kan. Det ved han også godt. Vi vil forsøge at få ham til at blive, for han er den bedste spiller i historien. Han ved hvor meget jeg og Barca holder af ham'.

Sin erfaring fra hans tidligere præsidentperiode:
'Spillerne og trænerne kender mig. Jeg er ikke nybegynder på området og jeg ved hvordan jeg skal klare det. Barca er mere end en klub og verden kender os som en catalansk klub der er åbner sig mod verden'.

La Masias betydning:
'La Masia er en grundpille. Vi vil fortsat udvikle mennesker og fodboldspillere. Forleden hørte jeg en meget berørt Ilaix Moriba fortælle, hvordan han er blevet formet af La Masia'.

Mange opgaver skal løses:
'Vi ved at vi ikke får 100 dage hvor vi er fredet. Vi skal i gang med det samme og vi er klar til det hårde arbejde'.

Ronald Koemans fremtid i klubben:
'Ronald har denne ledelses tillid. Holdet har forbedret sig og vi skal forsøge at vinde noget igen. Hvis vi genvinder vores økonomiske niveau, bliver vi igen kompetetive i Champions League og i denne sæson skal vi vinde ligaen og pokalen. Vi vil gøre alt for at I bliver stolte'.

Den økonomiske krise:
'Vores økonomiske situation har skabt bekymring. Det er afgørende, at klubben igen bliver solid, så vi kan vende situationen. Det er ikke noget der forskrækker os. Vi har modet til at tage beslutninger der aldrig er taget før'.

'Jeg imødeser denne etape med ydmyghed, mod og optimsme. Visca el Barca og visca Catalunya'.

.:FORSIDE:.