fbpx
Annonce

Laporta beklagede tilskuerskandalen mod Frankfurt

FCBARCELONA.DK - 19.04.22

// Joan Laporta // Eintract Frankfurt

Præsident Joan Laporta holdt tirsdag middag pressemøde i forbindelse med tilskuerskandalen i kampen mod Eintracht Frankfurt på Camp Nou, hvor op mod 30.000 tyske fans havde skaffet sig adgang. Laporta gav en uforbeholden undskylding til fansene.

Det var noget af et syn, da Camp Nou i Europa League kvartfinalen mod Eintracht Frankfurt blev invaderet af op mod 30.000 tyske fans, som i deres hvide trøjer dominerede både synet på tribunerne, samt stemningen på stadion. Derudover hærgede de berusede tyskere områderne omkring Camp Nou både før, under og efter kampen, hvor der også blev rapporteret om flere voldelige episoder.

Efter en undersøgelse internt i Barca holdt præsident Joan Laporta denne tirsdag pressemøde for at forklare, hvordan skandalen kunne ske, hvem der bærer ansvaret og hvordan klubben vil forhindre lignende situationer i fremtiden.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Først og fremmest vil jeg gerne takke alle de Barca-fans, som mødte op på Camp Nou for at støtte holdet mod Eintracht Frankfurt. Derudover vil jeg gerne undskylde overfor alle de tilhængere, som havde en uacceptabel oplevelse og som ikke følte sig trygge og tilpas. Vi har fuld forståelse for deres reaktion, når man er omringet af så massiv en mængde af tyske fans på ens eget stadion' startede Laporta på pressemødet.

'Det var en meget trist og skuffende situation, som opstod til kampen. Desværre var der medlemmer af Barca, som solgte deres billet til fans af vores modstander. Vi ved, at omkring 7000 medlemmer solgte deres billet videre til tyskere. Det er en realitet og det vil vi undersøge nærmere. Derudover har vi opdaget, at et eksternt billetfirma har brugt en ulovlig praksis og derfor vil vi ophæve kontrakten med dem'.

'Klubben har ikke skylden for denne uheldige situation, men klubben bærer selvfølgelig ansvaret. Jeg vil gerne gøre det klart, at klubben ikke solgte billetter til tyskere, men er det er sket gennem medlemmer, eksterne partnere og firmaer. Klubben har dog ansvaret og vil nu indføre skærpet kontrol og strammere regler. Et af initiativerne bliver, at vi fremover ved kampe, der lige som kampen mod Frankfurt betegnes som en højrisiko-kamp, vil gøre alle billetter digitale og nominative. På den måde ved vi præcis hvem der har hver enkelt billet'.

'Min bøn til vores tilhængere er, at de skal komme på Camp Nou for at støtte holdet i resten af sæsonen. Der venter os syv finaler i ligaen og vi har virkelig brug for vores fans. I næste sæson ønsker vi at spille Champions League og for at opnå dette skal vi stå sammen. Jeg er virkelig ked af den oplevelse, som de havde mod Frankfurt og at de skulle lide på den måde. Vi vil gøre alt for, at man føler sig tilpas på Camp Nou. Situationen mod Frankfurt kommer ikke til at ske igen' sagde Laporta til slut.

.:FORSIDE:.