fbpx
Annonce

Koeman og Laporta holdt møde to en halv time

FCBARCELONA.DK - 14.05.21

© FC Barcelona
// Joan Laporta // Ronald Koeman

I går mødtes præsident Joan Laporta med Ronald Koeman på en restaurant i Barcelona. Mødet varede i to en halv og efterfølgende forlod de smilende restauranten. De ville dog ikke udtale sig om, hvad der blev talt om.

Det var på restauranten Via Veneto i det centrale Barcelona, at Laporta havde sat Koeman stævne til en snak om den aktuelle situation og ønskerne for den kommende sæson. Også vicepræsident Rafa Yuste deltog ved mødet.

Den catalanske sportspresse fik hurtigt nys om mødet på Via Veneto og de stod klar og ventede på, at de tre kom ud. Her kunne man se at humøret hos de tre var højt, men trods en byge af spørgsmål fra de ventende pressefolk, var der ingen der ville give kommentarer.

Der er dog forlydender om, at Laporta ønskede at høre Koemans vurdering af den seneste tids skuffende resultater, der har sendt holdet ud af mesterskabskampen. Laporta skulle have spurgt til humøret i truppen og årsagen til, at resultaterne er svigtet på det seneste, efter en ellers lang og god periode.

På mødet skulle man også have drøftet Koemans ønsker for den kommende sæson, men ikke trænerens egen fremtid, da Laporta sandsynligvis beholder hollænderen i næste sæson også.

Koeman holder pressemøde i morgen som optakt til søndagens kamp mod Celta Vigo. Her vil han helt sikkert blive spurgt om hvad mødet i går mere konkret handlede om, og om han fortsat føler opbakning fra sin præsident.

.:FORSIDE:.