fbpx
Annonce

Den næste træneransættelse er historisk vigtig

Anders Lang Jensen - 02.10.21

På trænerposten mangler Barca for alt i verden noget kontinuitet, og den sportslige krise hjælpes absolut ikke af midlertidige løsninger til trænersædet i klubben. Næste gang der skal ansættes, skal der rammes plet.

Hollandske Ronald Koeman er for alvor fyringstruet, og uanset hvornår parternes vej skilles, er det et faktum, at ledelsen på et tidspunkt skal finde en erstatning, når hollænderen er fortid. En beslutning der må siges at være blandt de vigtigste i klubbens historie.

Efter en sommer hvor Lionel Messi er fortid på Camp Nou, og en ung talentfuld spillertrup som udgør Barcas førstehold anno 2021, er den næste cheftræner altafgørende for Barcas fremadrettede projekt. Der er ikke tid eller råd til en midlertidig løsning endnu en gang.

Siden Pep Guardiolas exit har trænerposten været noget kaotisk i klubben. Trods succes forlod Luis Enrique jobbet efter blot tre sæsoner, mens Ernesto Valverde blev fyret efter samme antal år. Siden da har der været korte perioder med Quique Setién og højst sandsynligt også en kort periode for Ronald Koeman, der kom til sidste sommer.

Barca har brug for en langsigtet arvtager som træner og ikke endnu en midlertidig løsning som fyres efter et år – det koster på troværdigheden og på klubbens i forvejen pressede økonomi. Præsident Laporta står med et voldsomt ansvar og et uhyre vigtigt valg, som uden tvivl vil påvirke Barcas tilstand de næste mange år – på godt og ondt.

.:FORSIDE:.