fbpx
Annonce

Avis: Agüero og Barca er enige om to sæsoner

Rune Stentoft Arlbjørn - 13.05.21

// Sergio Agüero


Ifølge den catalanske avis Sport er der nu enighed mellem Barca og Sergio Agüero om en kontrakt for de kommende to sæsoner. Et skifte til den catalanske storklub for argentineren synes dermed meget tæt på.

Agüero og Barca har angiveligt forhandlet frem og tilbage i de seneste uger om en kontrakt, der gør ham til Barca-spiller fra den 1. juli. Her har Agüero sænket sine lønkrav for at kunne nå til enighed med Barca, skriver avisen.

Det er et klart ønske fra den sportslige ledelse og Laporta, at Agüero kommer til Barca. For det første er han stadig en glimrende angriber og for det andet vil det hjælpe til at holde Messi i klubben, da de to argentinere er gode venner.

Koeman har ifølge avisen givet sin godkendelse til at hente den tidligere Atlético Madrid-spiller til Camp Nou, selvom der tidligere har været rygter om, at hollænderen ikke er interesseret i Agüero.

I Barca kommer Agüero efter planen til at være andetvalg i angrebet efter Antoine Griezmann. Den rolle har han takket ja til for at fuldføre sin drøm om at spille sammen med Messi på klubplan. De to har kun spillet sammen for Argentina.

Agüero kommer efter alt at dømme altså tilbage til spansk fodbold efter 10 år i Manchester City, hvor han er den mest scorende spiller i klubbens historie. Han bliver sandsynligvis Barcas første forstærkning denne sommer.

.:FORSIDE:.