fbpx
Annonce

16 år siden Barca lukkede så mange mål ind

FCBARCELONA.DK - 23.12.19

© Getty Images

Da Alavés reducerede til 2-1 i lørdagens opgør på Camp Nou, var det mål nr. 21 som Barca lukkede i denne sæsons La Ligas første 18 runder. Man skal 16 år tilbage i tiden for at finde en sæson med flere mål.

Ter Stegen har i flere sæsoner kæmpet med Atlético Madrids Jan Oblak om Zamora-trofæet, der uddeles til den målmand der lukker færrest mål ind i ligaen over en hel sæson. Det trofæ vinder Ter Stegen ikke i denne sæson!

Kendsgerningerne viser nemlig, at Barca har lukket hele 21 mål ind i de første 18 runder af ligaen. Så mange mål er der ikke scoret mod holdet siden sæsonen 2003/04, da Frank Rijkaard var træner.

De 21 mål er samtidig samme antal som Barca lukkede ind over en hel sæson i sæsonerne 2010/11 og 2014/15. Der er altså scoret samme antal mål mod catalanerne i 18 kampe i denne sæson, som der blev lukket ind i 38 kampe i de to nævnte sæsoner.

At antallet er ekstraordinært højt ses også ud af, at Atlético Madrid kun har lukket 11  mål ind og Real Madrid 12 i de 18 runder. I Ernesto Valverdes første år som træner for Barca, blev der scoret blot syv mål i de første 18 runder.

Det er derfor tydeligt, at der er noget i holdets defensiv der ikke har fungeret. Man kan ikke klandre Ter Stegen for de mange mål, for han har holdt et højt niveau og sikret holdet point der ellers syntes tabt.

Det høje antal mål imod sig modsvares af, at Barca samtidig er det klart mest scorende hold i ligaen, med 47 kasser i de 18 runder. Her kommer Real Madrid tættest på med 33 mål.

Alligevel er der brug for, at Barca får sat en prop i flasken, for fortsætter modstanderne i La Liga med at score i samme omfang som det er sket de første 18 runder, bliver det svært at vinde mesterskabet for tredje år i træk.

.:FORSIDE:.