fbpx
Annonce

Referat: Rayo Vallecano – FC Barcelona 1 - 1

FCBARCELONA.DK - 25.11.23

© Getty Images
// Rayo Vallecano

FC Barcelona: Iñaki Peña, Cancelo. Christensen, Martínéz, Balde, Romeu (Gündogan 54’), De Jong, Pedri (Fermin 75’), Torres (Felix 54’), Lewandowski, Yamal (Raphinha 75


Bænk: Araujo, Koundé, Alonso, Gündogan, Raphinha, Felix, Astralaga, Aron, Fermín, Garrido og Unai

Mål: 1-0 Unai (39’), 1-1 Lejeune, selvmål (82’)

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Barca gæstede Rayo Vallecano i ligaens 14. spillerunde. Her måtte holdet undvære den rygskadede Ter Stegen og det betød sjælden spilletid til reservemålmand Iñaki Peña. En anden ændring var at Frenkie de Jong trådte direkte ind i startopstillingen efter hans skadespause.

Barca blev mødt højt på banen og det skabte problemer med opspillet. Det så man allerede i det 5. minut, hvor Martínez lavede en skidt clearing så Rayo fik en åben skudmulighed, men Peña parerede i to omgange. Problemerne fortsatte for Barca og i det 10. minut var det De Jong der smed bolden væk foran eget felt, så Rayos Valentín kunne afslutte, men også her greb Peña godt ind. Der skulle gå et kvarter inden at Barca kom til deres første afslutning, men skuddet fra Pedri sad lige på målmanden.

Efter en noget tøvende start af Barca, begyndte de at få lidt mere styr på spillet og de var mest på bolden. Der blev dog mest spillet på tværs og det fremadrettede spil fungerede slet ikke. De Jong kæmpede for at skabe det catalanske spil sammen med Pedri, men det meste løb ud i sandet. Rayo kæmpede som de plejer og de blev bakket godt op af et fyldt Vallecas, der jublede over hver vunden duel. Der blev spillet med stor intensitet fra begge side og efter en halv time lykkedes det endelig for Barca at skabe noget. Yamal tog på en flot slalomtur i Rayos feltet, men hans afslutning var lidt forkølet og gav ikke målmanden problemer.

I det 39. minut fik Rayo frispark udenfor Barcas felt og efter et par returbolde endte den hos hjemmeholdets Unai Lopez et godt stykke udenfor feltet. Her sendte han et projektil af sted, så bolden strøg i nettet, ved foden af den ene stolpe. 1-0 til Rayo og frustrationerne lyste ud af Barcas spillere. Det lykkedes ikke for Barca at svare igen inden pausefløjtet og de måtte gå til pause bagud med 1-0, efter en skuffende indsats de første 45 minutter.

Barca indledte anden halvleg med et godt forsøg af Cancelo, hvor bolden gik tæt over mål. Det var gæsterne der tog initiativet og der var mere fart i bolden. Det gav en god hovedstødschance til Torres i det 54. minut, men målmanden afværgede. Lige efter blev netop Torres samt Romeu pillet ud til fordel for Felix og Gündogan. To minutter efter var det Pedri der afsluttede, men hans hovedstød gik tæt over mål. Rayo begyndte at hænge lidt efter i duellerne og det medførte nogle frispark og et par gule kort, ligesom tiden blev trukket når de fik mulighed for det.

I det 65. minut fik Barca afsluttet igen, men også Martínez headede over mål. Barca pressede på og kæmpede for at skabe muligheder, men der var ikke meget plads i Rayos felt, så de sidste pasninger nåede ikke frem. Hjemmeholdet koncentrerede sig om at forsvare sig og de var efterhånden sjældne gæster foran Barcas felt. Med et kvarter tilbage skiftede Barca ud igen, da Fermín og Raphinha afløste en træt Pedri og Yamal. Minuttet efter var det netop Raphinha der var uhyre tæt på at udligne, mens hans skud tog stolpen. Riposten ramte en Rayo-spiller og var tæt på at gå i mål, men målmanden afværgede på selve målstregen. Her manglede Barca de sidste marginaler.

Barca fastholdt presset og belønningen kom i det 82. minut, da Balde blev sendt afsted i dybden. Han sendte bolden ind mod Lewandowski i feltet, hvor Rayos Lejeune var uheldig at sende den i eget net til 1-1. Jagten blev sat ind på et mål mere, men Rayo fightede og spillede fysisk i forsøget på at holde det ene point. Dommeren lagde syv minutter til, men det lykkedes ikke for Barca komme til afslutninger inden det afsluttende fløjt lød. Dermed måtte Xavi og hans spillere skuffende nøjes med det ene point.

.:FORSIDE:.