fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Almería 3 - 2

FCBARCELONA.DK - 20.12.23

© Getty Images
// Almeria

FC Barcelona: Peña, Cancelo, Araujo, Christensen Koundé 46’), Balde, Sergi Roberto, Gündogan, Fermín (Romeu 68’), Raphinha (Yamal 76’), Félix (Torres 46’), Lewandowski

Bænk: Astralaga, Kochen, Koundé, Cubarsí, Héctor Fort, Romeu, Casadó, Unai, Pau Prim, Ferran Torres, Lamine Yamal og Marc Guiu

Mål: 1-0 Raphinha (32’), 1-1 Bapstistao (40’), Sergi Roberto (60’), 3-2 Sergi Roberto (83’)

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca tog imod ligaens absolutte bundprop fra Almería i årets sidste opgave i La Liga. Her måtte Xavi undvære hele seks af sine spillere på grund af skader og karantæne.

Helt som ventet lod Almería Barca have initiativet og der gik ikke længe inden at det var tæt på en scoring til hjemmeholdet. På et hjørnespark stod Sergi Roberto totalt fri og headede på mål, men han måtte se keeperen levere en flot redning. I de efterfølgende minutter forsøgte både Raphinha og Cancelo sig fra distancen, men uden at det for alvor var tæt på.

Efter den udmærkede start på kampen, gik tempoet ud af Barcas spil, der blev stillestående. Det virkede både ukoncentreret og uinspireret hvad der blev leveret og Almería havde ikke de store problemer med at afvise hvad der kom. Først da uret havde passeret en halv time, fik tilskuerne på Estadi Olímpic endelig noget at glæde sig over. Araujo fik sendt et godt hovedstød af sted på et hjørnespark, hvor målmanden fik pareret, men Raphinha stod klar på riposten tæt foran mål og bankede bolden i nettet til 1-0. Dermed var der kommet hul på bylden og tilskuerne sad og ventede på den næste catalanske scoring.

Den kunne være kommet i det 38. minut, da en fejl af Almería-forsvaret bragte Lewandowski fri i feltet, men også her leverede målmanden en flot redning på polakkens ellers gode afslutning. To minutter efter var det Araujo der lavede en stor fejl på egen banehalvdel og det takkede Bapstistao for ved at tippe bolden over Peña og i nettet. Flaget kom op for offside, men efter en lang VAR-vurdering, blev scoringen godkendt. Barcas spillere virkede rystede resten af halvlegen, hvor de ikke fik skabt noget og tilskuerne sendte dem til pause med en sjælden pibekoncert.

Xavi reagerede ved at skifte to mand ud i pausen, hvor Koundé og Torres afløste Christensen og Félix. Barca lagde ud med at skabe en god mulighed til Torres, men målmanden kom ned og afværgede. Torres fik en ny mulighed lige efter, men også her stod keeperen i vejen for en scoring. Barca holdt momentum og i det 53. minut var det Lewandowski der sendte et god skud af sted, men bolden sad lige på målmanden. Efter præcist en time fik Barca hjørnespark, hvor Sergi Roberto hovedet på og flot drejede den i nettet til 2-1. Den scoring skabte tydeligvis lettelse på tilskuerpladserne.

Få minutter efter afsluttede Lewandowski på ny, men her fik målmanden afværget til hjørne. Almería var under pres og Barca fortsatte jagten på en scoring der definitivt kunne lukke kampen. Midt i halvlegen blev Fermín López afløst af Oriol Romeu. Mens alle sad og ventede på endnu et Barca-mål, chokerede Almería ved at udligne til 2-2 i det 72. minut. Et frispark blev sendt ind i feltet, hvor Araujo bakkede ind i Peña, der tabte bolden, så Edgar let kunne ekspedere den i nettet. Den scoring skabte stilhed på lægterne. To minutter efter var Araujo tæt på at gøre skaden god igen, men hans hovedstød strøg tæt forbi mål. Kort efter blev Raphinha afløst af Yamal.

I det 78. minut burde Gündogan havde bragt Barca foran, da han tæt foran et helt tomt mål blot skulle sætte hovedet på oplægget fra Lewandowski, men tyskeren missede fælt. Kæmpe afbrænder og Gündogan græmmede sig da også. Heldigvis for ham var Sergi Roberto mere skarp, da Lewandowski i det 83. minut spillede sin anfører fri i dybden og catalaneren sendte køligt bolden mellem benene på målmanden til 3-2. To minutter efter var det uhyre tæt på endnu en udligning, da det igen koksede i Barcas forsvar på et hjørnespark, men Peña leverede en klasseredning på hovedstødet fra Baba.

Da kampen var gået ind i overtiden, blev Sergi Roberto sat godt op af Balde i feltet, men catalaneren måtte se sit skud prelle af på overliggeren. Her var han tæt på et hattrick. Mere skete der ikke og Barca fik den ventede sejr, men det blev langt sværere end ventet mod ligaens bundhold.

.:FORSIDE:.