fbpx
Annonce

Referat: Arsenal - FC Barcelona 5 - 3

FCBARCELONA.DK - 27.07.23

© Getty Images
// USA // Arsenal

Tidligt torsdag morgen, dansk tid, spillede Barca sin første træningskamp denne sommer. Modstanderen var Arsenal og her fik Xavi og hans spillere en kedelig start på sæsonen med et nederlag på 5-3.

FC Barcelona:
1. halvleg: Ter Stegen, Dest, Araujo, Christensen, Alonso, Romeu, Pedri, Gündogan, Raphinha, Abde og Lewandowski.
2. halvleg: Peña, Sergi Roberto, Koundé, De Jong, Balde, García, Kessié, Fermin López (Yamal 79'), Ansu Fati, Torres, Dembélé

0-1 Lewadowski (7'), 1-1 Saka (13'), 1-2 Raphinha (34'), 2-2 Havertz (36'), 3-2 Trossard (55'), 4-2 Trossard (78'), 4-3 Torres (88'), 5-3 Viera (89')

Artiklen fortsætter under annoncen


Kampen blev over en halv time forsinket, da Arsenals spillerbus havde problemer med trafikken i Los Angeles på vej til SoFi Stadium. Da Barca havde status af udehold, spillede de for første gang i deres hvide andentrøje.

Xavi valgte at spille kampen med to forskellige formationer i de to halvlege. De nytilkomne Oriol Romeo og Ilkay Gündogan var begge med fra start og fik dermed deres uofficielle debut for Barca.

Det var tydeligt fra første fløjt, at Arsenal var længere fremme i deres sæsonforberedelser, da det var deres træningskamp, mens det var Barcas første. Der var både mere fart og boldsikkerhed hos englændere.

Alligevel var det Barca der kom bedst fra start, da Abde i det 7. minut udnyttede en omstilling til et godt oplæg til Raphinha, der måtte se sit forsøg afværget af målmanden, men Lewandowski var klar på riposten og bragte catalanerne foran. Kort efter blev der udlignet efter lidt tvivlsomme aktioner af Christensen og Alonso i forsvaret. Midt i halvlegen begik Araujo straffespark, men det sendte Saka forbi mål.

Trods klart bedre spil af Arsenal fulgte Barca fint med og belønningen kom i det 34. minut, hvor Raphinha sendte et direkte frispark i nettet til 1-2, hvor bolden strejfede en modstander på vejen. Det var første frisparksmål for Barca siden Messi forlod klubben for to år siden. Kort efter blev der udlignet til 2-2 og havde det ikke været for et par fænomenale redninger af Ter Stegen kort inden pausen, var Arsenal kommet foran inden pausefløjtet.

Xavi skiftede hele holdet ud til anden halvleg og det gjorde ikke det catalanske spil bedre. Arsenal var ovenpå, mens Barca kæmpede med at få det til at fungere. Arsenal kom foran med 3-2 efter en lille time og lidt senere kunne der være blevet udlignet, men skuddet fra Dembélé ramte foden af stolpen. I stedet blev det 4-2 i det 78. minut. Lige efter kom den 16-årige Lamine Yamal på banen og han lagde ud med et skud der tog oversiden af overliggeren.

Kampen var meget åben og begge mandskaber tog noget let på de defensive pligter. Det betød at spillet bølgede frem og tilbage til glæde for de mange tilskuere på SoFi Stadium.

I det 88. minut lykkedes det Barca at sætte et godt angreb op, der sluttede med at Ferran Torres kunne gøre det til 4-3, men minuttet efter lukkede Arsenal kampen med en 5-3 scoring.

Barca indledte dermed sæsonen med et nederlag, men det skete mod en modstander der var i klart bedre form og Xavi kunne glæde sig over, at have fået sine spillere i gang.

Næste træningskamp er sent lørdag aften, når Barca og Real Madrid tørner sammen i El Clásico.

.:FORSIDE:.