fbpx
Annonce

fcbarcelona.dk: 'Gràcies per tot, Messi'

FCBARCELONA.DK - 08.08.21

© Getty Images

En epoke er slut! Den største spiller i Barcas historie stopper mod sin vilje og dermed lukker et enestående kapitel sig. Her fra fcbarcelona.dk skal der lyde en massiv tak til den levende legende Lionel Messi!

Siden år 2000 har vi på fcbarcelona.dk holdt tusindevis af danske Barca-fans opdateret om, hvad der sker i vores elskede klub. Vi har således været med på hele Leo Messis rejse fra hans officielle debut i 2004 til han grædende måtte sige farvel i dag.

Messi har fyldt meget i medierne og derfor også her på fcbarcelona.dk. Han er uden sammenligning den spiller, som vi har skrevet mest om, og det til trods for, at han er en mand af få ord. Han har ladet støvlerne tale på banen og det har sagt alt. Messi er unik og man kommer aldrig til at opleve noget lignende igen.

Messi har holdt et surrealistisk højt niveau over 15 år, noget som ingen anden har præsteret. Andre spillere har i nogle år vist absolut verdensklasse, men ingen over så lang en periode som Leo Messi. Det har været en fornøjelse af følge, specielt for alle Barca-fans der kunne glæde sig over, at verdens bedste spiller elsker FC Barcelona.

Messi har skabt det FC Barcelona man kender i dag, som en af verdens bedste og førende klubber. Sådan var det ikke før Messi kom til. Her oplevede man flere år i træk ikke at vinde noget. Messi har løftet Barca og Barca har løftet Messi, siden han som 13-årig tog fra Rosario i Argentina til Barcelona med drømmen om at triumfere.

Den drøm er gået mere end i opfyldelse, for Messi har med garanti aldrig drømt om, at han skulle blive et enestående ikon i klubben. Han har spillet flest kampe i historien, scoret flest mål og vundet flest titler. Ganske enkelt enestående!

Her på fcbarcelona.dk har vi sammen med de mange danske Barca-fans glædet os over Messis præstationer. Han har betydet meget for klubfølelsen og han har haft en afgørende rolle i de mange titler, som Barca har vundet med ham på banen.

På pressemødet i dag kunne medierne stille spørgsmål til Messi. Hver eneste af dem blev indledt med at takke Messi og ønske ham tillykke med hans fantastiske karriere i Barca. Det kor vil vi gerne tilslutte os her på fcbarcelona.dk.

'Gràcies per tot, Messi´- tak for alt. Det har været en ære at følge dig i Barca-trøjen og tak for alle de glæder og fantastiske øjeblikke du har givet os i gennem mange år. Gràcies!

.:FORSIDE:.