fbpx
Annonce

Bekræftet: Tottenham tager afsked med Lenglet

Peter Vyff - 16.06.23

// Clement Lenglet

Clément Lenglet har i lang tid set ud til at gøre sit lejeophold hos Tottenham permanent. Spurs bekræftede dog i går at de ikke beholder forsvarsspilleren, hvilket betyder at han snart er at finde tilbage hos Barca.

Det er snart et år siden at Barca sendte den 27-årige Lenglet til Tottenham på en lånekontrakt. Og hos Spurs er det lykkedes for franskmanden at få karrieren på ret køl efter en hård periode på Camp Nou, hvor han over længere tid måtte se sin spilletid blive mindre og mindre.

Artiklen fortsætter under annoncen


Landsholdsspilleren kan derfor glæde sig over at det er blevet til hele 35 kampe i denne sæson, hvor han undervejs har bidraget med et mål og to assists. Det har derfor i lang tid været forventet at Tottenham ville gøre Lenglets lejeophold permanent for en pris i omegnen 10-15 mio. euro.

Sådan forholder det sig dog ikke længere, eftersom Spurs i går bekræftede franskmandens afgang således: 'Vi kan bekræfte Arnaut Danjumas og Clément Lenglets afgang efter slutningen af deres låneperioder hos os. Centerbacken Clément kom til os sidste sommer fra Barcelona og spillede 35 kampe i alle turneringer, hvor han scorede én gang', lød den officielle udmelding.

Det er skidt nyt for Barca-ledelsen, der angiveligt havde håbet på at sælge forsvarsspilleren i denne uge. Catalanerne har på ingen måde brug for franskmanden i midterforsvaret, der efterhånden er særdeles stærkt besat med Jules Koundé, Ronald Araújo, Andreas Christensen, Eric García og sandsynligvis Iñigo Martínez, der forventes at ankomme transferfrit fra Athletic Club Bilbao.

Selvom det for nu ikke ser ud til at den tidligere Sevilla-spiller ender hos Tottenham, så kan et skifte til Spurs fortsat ikke helt udelukkes, da det kan vise sig at være en taktik for at få prisen presset ned på franskmanden.



.:FORSIDE:.