fbpx
Annonce

Var det en fejl at sende Luis Suárez til Atlético?

Rune Stentoft Arlbjørn - 08.05.21

// Suárez // Atletico Madrid


Til manges overraskelse blev Luis Suárez sendt videre i karrieren op til denne sæson, men spørgsmålet er om det var en fejl fra Barcas side at kassere den farlige angriber. I Atlético Madrid har Suárez nydt stor succes.

I denne sæson har Suárez scoret 19 mål for Atlético i 28 kampe, hvilket bringer ham op i den sjove ende af topscorerlisten. Barca har scoret en del mål i ligaen også, men de 19 mål fra uruguayaneren har catalanerne godt kunne bruge ved flere lejligheder i denne sæson.

Der var flere grunde til, at Suárez blev bedt om at forlade Barca. Efter sidste sæson mistede den sportslige ledelse troen på Suárez, da han lige pludselig ikke længere kunne bruges, selvom han scorede 21 mål for Barca i sidste sæson.

Dertil ville Barca forynge truppen, som havde flere spillere over 30 år. Det gik altså udover Suárez, som fyldte 34 år tidligere i år. Barca var også presset på økonomien, så klubben følte sig nødsaget til at skille sig af med Suárez' løn, som lå i den meget høje ende i Barca. Det var på trods af, at det ellers virkede til, at Suárez var klar til at gå ned i løn for at blive i klubben.

Det kom helt bag på Suárez, at klubben ville af med ham. Han regnede selv med at blive i klubben og gå efter at blive catalanernes næstmest scorende spiller i historien, som han fortalte i et interview op til årsskiftet mellem 2019 og 2020.

Det var en realistisk mulighed for Suárez, der havde César Rodríguez' 232 mål for Barca inden for rækkevidde, men Barca kunne ikke længere bruge ham, så han endte som klubbens tredjemest scorende spiller i historien med 198 mål.

Med den succes, som Suárez har haft i Atlético, har han vist, at han stadig er blandt verdens bedste angribere. Sammenholdt med rygterne om Agüeros skifte til Barca, som måske er lidt samme type som Suárez, hvad angår spillestil og alder, så er der stadig mange der ikke forstår, hvorfor Barca skulle af med Suárez ud fra et sportsligt perspektiv.

.:FORSIDE:.