fbpx
Annonce

Officielt: Præsidentvalget holdes den 24. januar

FCBARCELONA.DK - 12.11.20

// Præsidentvalg

Barcas midlertidige ledelse har meldt officielt ud, at der holdes præsidentvalg søndag den 24. januar. Det forventes, at valget kan holdes over to dage på grund af coronasituationen i Catalonien.

Der var ellers forlydender om et valg omkring juletid, men det bliver altså søndag den 24. januar, at klubbens flere end 110.000 stemmeberettigede medlemmer skal til stemmeurnerne.

Der er forventninger om, at der også vil kunne stemmes den 25. januar og at der samtidig kan stemmes flere forskellige steder, for at sprede de mange medlemmer på grund af coronasituationen. Ingen af disse ting er dog bekræftet.

Normalt afholdes der valg på en dag hvor Barca spiller på hjemmebane, så medlemmerne kan stemme først og se kampen bagefter. Weekenden den 23. og 24. januar spiller Barca dog på udebane mod Elche. Da det er ikke er tilladt med tilskuere, var der ikke behov for at ramme en dag med en hjemmekamp.

Med afholdelsen af valget i slutningen af januar, kan klubbens nye præsident få travlt, hvis der skal ske ændringer i truppen, for vinterens transfervindue lukker den 31. januar.

Valget er ikke formelt udskrevet endnu. De praktiske forhold skal aftales med de catalanske myndigheder og det vil falde på plads indenfor de næste par uger.

Nu går der en proces i gang, hvor forskellige kandidater vil melde sig på banen og herfra starter valgkampen.

.:FORSIDE:.