fbpx
Annonce

Det er altid svært for Barca mod Betis i Sevilla

Rune Stentoft Arlbjørn - 07.02.21

© Getty Images
// Real Betis

Efter en midtuge med Copa del Rey på programmet for både Barcas og Real Betis' vedkommende gælder det nu La Liga i aften, når de to mandskaber tørner sammen i den andalusiske hovedstad Sevilla. Her har Barca det ofte svært.

Inden aftenens kamp har Barca spillet sig videre til semifinalerne i den spanske pokalturnering, mens Real Betis blev slået ud i kvartfinalen i torsdags mod Bilbao. Inden kampen i aften ligger Barca på en 4. plads i tabellen, men Betis indtager 7. pladsen i La Liga kun to point fra de europæiske pladser. Barca er dermed det mest formstærke hold i aften.

Kampen finder sted i Sevilla på Real Betis' hjemmebane Benito Villamarín. Her kan andalusierne ikke prale af den bedste hjemmebanestatisik, men deres seneste tre sejre i fire hjemmekampe pynter på statistikken. Barca derimod er blevet meget bedre på udebane, så catalanere bør have chancen for tre point i aften.

Til aftenens kamp må Barca undvære de skadede spillere Piqué, Sergi Roberto, Coutinho og Ansu Fati. Real Betis har de tidligere Barca-spillere Claudio Bravo og Marc Bartra samt den unge mexicaner Diego Lainez ude med skader op til kampen.

Når man kigger på den trup, som Betis-træner Manuel Pellegrini har til rådighed, så er der flere spillere med tilknytning til Barca. Her kan nævnes Bravo, Bartra, Emerson, Miranda, Montoya og Tello. Ellers er det også værd at nævne navne som Canales, Fekir, Guardado og Joaquin. Modsat hos Barca har Junior Firpo en fortid hos Betis.

Båndet mellem Barca og Real Betis er dog ikke kun tæt i spillertruppen hos aftenens værter. På ledelsesgangen i den sydspanske klub er der også stærke bånd til catalanerne. De mange handler mellem de to klubber i de seneste år kan derfor forklares med den gode relation mellem de to klubber.

Hvis man retter øjnene mod aftenens opgør i Sevilla, så har Barca de senere år haft det svært på Benito Villamarín, men alligevel har Barca for det meste trukket sig ud af opgørene som vindere. Det seneste opgør i Sevilla mod Betis i 2020 var da heller ikke nemt for Barca, da catalanerne kom bagud to gange i kampen, men alligevel endte med at vinde 2-3.

Kampen mellem Real Betis og Barca starter klokken 21.00 og vises direkte i dansk tv på TV2 Sport X.

.:FORSIDE:.