fbpx
Annonce

Derfor får Xavi længere snor end Koeman fik

FCBARCELONA.DK - 16.01.24

// Xavi

Xavi kæmper hårdt for at få tingene til at fungere, men realiteterne er, at holdet har skuffet indtil nu denne sæson. Rygterne om en fyring er mange, men præsident Laporta holder hånden under Xavi og det er der flere grunde til.

Barcas krise denne sæson kan godt sammenlignes med den man oplevede i sæsonen 2021/22, hvor Koeman blev fyret i oktober måned, efter et 1-0 nederlag ude mod Rayo Vallacano. Dengang haltede holdet også langt efter i ligatabellen.

Efter sin fyring har Koeman flere gange udtalt, at han ikke følte sig fair behandlet af Joan Laporta. Koeman rådede over en trup der langtfra fra var så stærk som hollænderen ønskede, men klubbens økonomi forhindrede de nødvendige investeringer. Koeman kæmpede med hvad han havde, men det fungerede ikke og så blev han fyret.

Artiklen fortsætter under annoncen


Xavis nuværende situation kan godt sammenlignes med Koemans i efteråret 2021. Den helt store forskel er dog, at Xavi har fået forstærket sin trup med flere store profiler som f.eks. Christensen, Gündogan, Cancelo, Félix  og Lewandowski, alle spillere fra øverste hylde.

Det ydmygende 4-1 nederlag til Real Madrid i supercup finale samt en aktuel 4. plads i ligaen, syv point efter Real Madrid, er kendsgerninger der kan koste en Barca-træner jobbet. Dertil kommer, at holdet slet ikke spiller som man ønsker det i den catalanske hovedstad. Der er hverken flot spil, store sejre eller i det mindste noget stabilitet.

Hvorfor bliver Xavi så ikke fyret? Det er der flere grunde til. Den største er, at Xavi er et af de største klubikoner i Barcas historie. Koeman er også et klubikon, men Xavi er fra Barcelona-provinsen, han er catalaner og han er vokset op i akademiet La Masia. Det giver ham en helt speciel status.

Dertil kommer, at Barca i overlegen stil vandt mesterskabet i sidste sæson. Her fik Xavi vist, at han kan føre holdet til noget stort. Også supercuppen sidste år blev vundet med en suveræn 3-1 sejr over Real Madrid.

Et tredje argument er, at Barca stadig lever i Champions League, hvor de til februar står overfor Napoli i 1/8 finalen. Her er Barca favoritter og så længe Barca lever i den prestigefyldte turnering, er det svært at se en fyring af Xavi.

Et sidste argument er, at det er svært at se et alternativ til Xavi midt på sæsonen. Uanset hvem man måtte vælge, vil der være tale om en overgangsperson og så bliver holdets genrejsning forsinket. Skal Barca have ny træner, skal det være en der kan lede holdet tilbage til den europæiske top og det kræver erfaring.

Derfor tyder meget på, at Xavi bliver fredet af præsident Laporta resten af sæsonen og hans fremtid vil i stor stil være afhængig af, hvordan holdet slutter sæsonen. Bliver det uden titler, er det svært at se Xavi fortsætte som træner, trods hans status i klubben.



.:FORSIDE:.