fbpx
Annonce

Avis: Ansu Fati bliver klar til sæsonstarten i juli

Rune Stentoft Arlbjørn - 21.06.21

// Ansu Fati


Ansu Fati har siddet ude med en drilsk knæskade siden november sidste år. Den unge angriber var sat til at blive klar i april, men sådan gik det ikke. I stedet kan Fati nu se ud til at være klar til starten af sæsonforberedelserne i juli.

Ifølge den catalanske avis Sport bliver Ansu Fati klar til at tage del i sæsonstarten med Barca, når forberedelserne til den nye sæson starter den 9. juli med lægetjek. Dermed kan Fati måske være tilbage på træningsbanen den 12. juli, hvor den første træning i den nye sæson finder sted.

Siden november, hvor Ansu Fati blev skadet, har han været igennem et kompliceret genoptræningsforløb, hvor han blandt andet har brugt tid i Madrid for at blive klar igen. Genoptræningen må gå godt, siden Ansu ventes at være med ved sæsonstarten.

Vender Ansu Fati tilbage til træningen med holdkammeraterne når sæsonen starter, vil der måske være håb for, at han kan være med til den første kamp i ligaen, som spilles i midten af august, som La Liga kunne bekræfte forleden.

Det vil være en stor styrkelse af Koemans catalanske mandskab når Ansu Fati vender tilbage. Der er ingen tvivl om hans kvaliteter, selvom han stadig kun er 18 år. Fuldender han sit enorme potentiale kan Barca få endnu en af de bedste spillere i verden gennem mange år fremover.

.:FORSIDE:.