fbpx
Annonce

Referat: Granada - FC Barcelona 1 - 1

FCBARCELONA.DK - 08.01.22

© Getty Images
// Granada

ps5 art


FC Barcelona: Ter Stegen, Alves, Piqué, Garcia (Lenglet 54’), Alba, Busquets, Gavi, Nico, Dembélé (Sanz 82’), Luuk de Jong (Memphis 60’), Jutglá (Abde 60’)

Bænk: Neto, Iñaki Peña, Dest, Lenglet, Umtiti, Balde, Mingueza, Puig, Abde, Alavaro Sanz, Memphis og Akhomach

Mål: 0-1 Luuk de Jong (57’), 1-1 Puertas (89’)

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca mødte Granada på udebane i ligaens 20. runde. Her handlede det om at holde fast i den gode udvikling efter tre sejre i træk. Xavi kunne glæde sig over, at Dest, Gavi og Memphis alle vendte tilbage til holdet efter skader og sygdom.

Granda stillede sig afventende og overlod initiativet til Barca. Det betød catalansk dominans i indledningen og det så ud til at give resultat i det 8. minut, da Luuk de Jong flot headede bolden i nettet. Scoringen blev dog annulleret af VAR for offside på Gavi i opspillet. Barca fortsatte med at sidde på spillet alt imens, at Granada lurede på muligheden for omstillinger, men Barcas forsvar stoppede hvad der kom.

Efter 17 minutters spil var Luuk de Jong på spil igen, da han akrobatisk med hælen forsøgte at score, men bolden strøg tæt over mål. Barca havde tydeligvis problemer med at komme igennem hjemmeholdets solide defensiv og resultat blev et par forsøg fra distancen, hvor bolden ikke var i nærheden af at ramme målet. Det hjalp heller ikke at der manglede fart i pasningerne eller at Dembélé mistede mange bolden, når han forsøgte at skabe noget på egen hånd.

I det 27. minut lykkedes Granada endelig at gennemføre et angreb og her kom Machis helt fri og afsluttede, men Ter Stegen kom ned med en vigtig redning. Barca fortsatte deres bestræbelser på at komme frem til noget, men der manglede idéer i det catalanske spil. De sidste pasninger missede og Granadas forsvar stod solidt på banen, så det blev ved 0-0 ved pausen efter en skuffende indsats af Barca.

Det var Granada der lagde bedst ud efter pausen og de kom til et par afslutninger, der dog ikke for alvor var farlige. I det 52. minut var der skidt nyt for Barca, da Eric García måtte udgå med en lårskade. Lenglet kom på banen i stedet. Barca kom tilbage i en dominerende rolle og det gav resultat i det 57. minut, hvor Alves sendte en høj bold ind i feltet. Her viste Luuk de Jong sin styrke i hovedspillet og så førte Barca 0-1.

Kort efter blev Memphis og Adbe sendt på banen i stedet for Luuk de Jong og Jutglá. Granada kom længere frem på banen og det gav Barca problemer med at holde på bolden. Der var mere intensitet i Granadas spil og Barca forsøgte at holde på bolden for at stoppe andalusiernes offensive satsning. Barca virkede ikke farlige i angrebet og var slet ikke i kontrol. Et kvarter før tiden brændte det for alvor på foran Ter Stegens mål, hvor Barcas spillere febrilsk fik bolden clearet i flere omgange.

Lige efter slog Barca en kontra hvor Abde kom helt fri og afsluttede fra kanten af feltet, men bolden sneg sig tæt forbi mål. Med 10 minutter tilbage begik Gavi et hovedløst frispark der betød hans andet gule kort og så var Barca reduceret til 10 mand. Det fik Xavi til at sende Sanz på banen i stedet for Dembélé. Barca kom hurtigt under et massivt pres og de kunne slet ikke holde på bolden. Granada blæste til angreb og Barca var virkelig på hælene. De kæmpede for at holde stand, men det holdt kun til det 89. minut, hvor Puertas kunne kanonere bolden i mål efter et hjørnespark. Her svigtede Barcas markeringer totalt.

Granada lugtede blod og de fastholdt presset på gæsterne. I overtiden lavede Ter Stegen et katastrofalt udspark lige til Montoro, der forsøgte at loppe bolden i mål, men Barca-keeperen kom tilbage og afværgede til hjørne. Den fejl kunne være blevet dyr. Mere skete der ikke og Barca måtte nøjes med det ene point efter en skuffende indsats.

.:FORSIDE:.