FCBARCELONA.DK - 04.10.26
Spanien tromler ufortrødent videre i Nations Leagues gruppespil og i går var det Tjekkiet det gik ud over. Det blev til den ventede spanske sejr, hvor Lamine Yamal og Rodri scorede kampens to første mål i sejren på 3-1.
De spanske verdensmestre er i en klasse for sig i øjeblikket, også selvom landstræner Luis de la Fuente ændrede en hel del på sit hold til kampen mod Tjekkiet hjemme i Oviedo. hvor Rodri, Pedri, Olmo og Yamal alle startede inde.
Kampen var kun seks minutter gammel, da Yamal modtog bolden fra Olmo, tog et træk og bankede den op i fjerneste målhjørne. Rent klassemål og tredje landskamp i træk med en tidlig scoring af Barca-stjernen.
Spanien var som ventet overlegne, og de dominerede klart. Der var optræk til flere scoringer, blandt andet på et par gode muligheder til Olmo, men man skulle hen til det 35. minut, inden 2-0-målet kom. Her kom bolden lidt tilfældigt til Rodri i feltet, og han scorede sikkert.
De la Fuente følte sig tydeligt komfortabel med situationen, for i pausen valgte han at tage Lamine Yamal ud for at spare ham, noget der helt sikkert har skabt glæde hos Hansi Flick.
Gnisten gik noget ud af det spanske spil i anden halvleg, hvor Olmo og Pedri blev skiftet ud midtvejs, og Fermín López kom på banen. Kort efter fik Tjekkiet noget ufortjent reduceret.
Slutfasen blev en noget tam affære, og det var først i det sidste ordinære minut, at Spanien lukkede opgøret med en 3-1-scoring.
Spaniens sidste opgave i denne landskampspause er på tirsdag, hvor de gæster Kroatien.

© Getty Images
