fbpx

Yamal: 'Jeg troede ikke, at alting ville ske så hurtigt'

Simon Arun Vrábel - 11.09.23

// Lamine Yamal

Når Spanien spiller sin anden EM-kvalifikationskamp mod Cypern er det slet ikke utænkeligt, at Lamine Yamal endnu engang får spilletid. I sit seneste interview med det spanske fodboldforbund erkender angriberen da også, at tingene er gået rigtig hurtigt.

I slutningen af juli inviterede Xavi blandt andre unge Lamine Yamal med førsteholdet på pre-season i USA, som et ukendt kommende talent. Godt seks uger senere har den unge angriber allerede fået debut på førsteholdet og det spanske A-landshold.

Siden Lamine Yamal fik sin officielle debut for Barca i sæsonåbneren på udebane mod Getafe, er det blevet til 234 minutter, to oplæg og to startpladser i blaugrana, og i fredags blev det så til både spilletid og mål for det spanske landshold. Alt sammen er sket inden for en måned, og Lamine Yamal erkender da også i sit seneste interview med det spanske fodboldforbund RFEF, at tingene er gået enormt stærkt, og meget stærkere end han selv havde regnet med.

Artiklen fortsætter under annoncen


’Jeg er virkelig glad for alt det jeg allerede har oplevet, jeg er glad for sejrene og for mine rekorder, og jeg håber, at tingene forsætter på den samme positive måde. Jeg havde forestillet mig, at de her ting ville ske på et tidspunkt, men jeg troede ikke, at alting ville ske så hurtigt. Det gør mig enormt glad’, indledte Lamine Yamal.

’Jeg har altid drømt om at debutere på det spanske landshold, og måden det skete på var helt perfekt. Træneren sagde, at jeg skulle tage det stille og roligt og at jeg skulle huske at varme ordentligt op. I anden halvleg følte jeg mig mere varm og stærkere i kroppen', forsatte den 16-årig angriber, som scorede sit første landsholdsmål efter 74 minutter af kampen mod Georgien.

'Målet var helt perfekt, for Nico tog et godt ryk i hans side og afleverede den til mig, så jeg kunne sparke den ind. Da jeg ramte bolden kom det helt inde fra sjælen. Efter kampen gemte jeg to t-shirts, én til min far og én til min mor, som en slags souvenir. Jeg har gemt mange trøjer, men den her er speciel og jeg håber, at det kun er begyndelsen og at kan spille mange kampe og vinde mange titler med landsholdet, og at jeg kan hjælpe dem med mine mål.’

I Spaniens sidste EM-kvalifikationskamp i denne omgang mod Cypern er Ferran Torres blandt andet blevet hasteindkaldt til landsholdslejren, men den catalanske presse tror alligevel, at Lamine Yamal også får spilletid i hjemmekampen, som spilles tirsdag aften i Granada.

.:FORSIDE:.