Xavi støtter åbent Victor Font i præsidentvalgkampen
FCBARCELONA.DK - 01.03.26
Der er to uger til, at der afholdes præsidentvalg, og kandidaterne er godt i gang med deres kampagner. I går afholdt Victor Font et valgarrangement, og her viste klubikonet Xavi Hernández sin støtte ved at møde frem.
Victor Font ligner den største konkurrent til Joan Laporta, når de cirka 114.000 stemmeberettigede medlemmer skal til valg søndag den 15. marts. I går fik han åbent støtte af Xavi, der ikke har noget varmt forhold til Laporta efter fyringen i sommeren 2024.
Artiklen fortsætter under annoncen
Xavi mødte frem til valgarrangementet sammen med sin kone og forældre. Han kom ikke med udtalelser, men blot det, at han var til stede, vidner om, at han støtter Victor Font.
Xavi er helt sikkert en profil, der kan hjælpe Victor Font med at samle stemmer ved præsidentvalget. Modsat har både Hansi Flick og sportsdirektør Deco åbent vist deres støtte til Laporta.
Lige nu er kandidaterne i gang med at samle det antal underskrifter, der kræves for at komme på stemmesedlen den 15. marts. Her menes Xavi at have givet Victor Font sin underskrift, og dermed går han direkte imod Joan Laporta.
© Getty Images// Xavi // Victor Font