Völler skærper kravene til Ter Stegens VM-deltagelse
Søren Wennerwald - 13.01.26
Ter Stegen kan ikke længere være i tvivl. Hvis han vil med Tyskland til VM, kræver det regelmæssig spilletid. Det slog Tysklands sportsdirektør, Rudi Völler, fast i går, og dermed står Barca-keeperen foran en svær beslutning.
Man nærmer sig halvvejen i januars transfervindue, og endnu er der ingen afklaring omkring Marc-André ter Stegens fodboldmæssige fremtid. I går kom Rudi Völler med en klar presbold til Barca-keeperen forud for sommerens VM.
Artiklen fortsætter under annoncen
'Ter Stegen skal spille. Netop efter sin skade og og med tanke på hans skadeshistorik, har han brug for kampminutter for igen at opbygge det nødvendige kamptempo og få kontinuitet i spillet. Uanset hvilken kvalitet han besidder' udtalte Völler til den tyske tv-kanal Sport1.
Med det niveau, som Joan García holder, ligger der næppe mange minutter og venter på Ter Stegen i denne sæson, og det sætter ham under pres for at finde sig en ny klub.
Völler gjorde ikke presset mindre ved at fremhæve et godt alternativ til Ter Stegen ved VM, nemlig Hoffenheims Oliver Baumann. 'Oliver gør det fremragende og er hundrede procent pålidelig' lød det afsluttende.
Dermed kender Ter Stegen kravene fra det tyske landsholds side og han må nu beslutte, hvad der skal ske her i vinterens transfervindue.
© Getty Images// Ter Stegen