Vigtig uge venter på træningsbanen

FCBARCELONA.DK - 19.08.19

© Getty Images

Barca fik en skidt start på ligaen med nederlaget til Bilbao. I det opgør var der mange ting der ikke fungerede og derfor er der meget at arbejde med på træningsbanen denne uge.

Der var ikke meget at glæde sig over da Barca i fredags tog hul på ligaen med udekampen mod Bilbao. Især første halvleg viste et Barca-mandskab der havde problemer med at få spillet til at fungere.

Det blev bedre efter pausen og havde de par forsøg der var på træværket givet udbytte, kunne det være endt med en sejr, men i stedet straffede den aldrende Aduriz catalanerne med en spektakulær scoring kort før tid.

Ernesto Valverde har helt sikkert været frustreret ude på sidelinjen gennem alle 90 minutter og han har med garanti noteret mange ting ned på notesblokken, som der skal arbejdes med ved træningen denne uge.

Her håber Barca-træneren nok at se Messi træne med, så holdet kan få sin anfører og styrmand tilbage. Han var tydeligt savnet mod Bilbao.

Efter at have holdt fri både lørdag og søndag, trænes der i aften kl. 18.30, hvor forberedelserne til hjemmekampen mod Betis på søndag begynder.

.:FORSIDE:.