Vidal og Arthur trak de korteste strå

FCBARCELONA.DK - 16.08.19

Det var ventet med spænding hvem Ernesto Valverde ville vælge fra, da han i går skulle udtage truppen til kampen mod Bilbao. Her pegede pilen ikke helt uventet på Vidal og Arthur.

Med Messi og Neto ude på forhånd, skulle Valverde sortere fire førsteholdsspillere fra, da han i går udtog truppen til sæsonens første ligakamp mod Bilbao.

To af dem blev Moussa Wague og Jean-Clair Todibo, hvilket ikke kan overraske mange. De er begge unge og ret uerfarne spillere, der kommer til at sidde en del udenfor denne sæson.

Derudover valgte Valverde altså at se bort fra Vidal og Arthur, der ellers regnes blandt stamspillerne. De vendte begge sent tilbage til Barcelona på grund af deltagelsen ved Copa América og Barca-træneren vurderer nok, at formen ikke er hvor den burde være.

Derfor er det lidt overraskende at Coutinho er udtaget, for han vendte ligeså sent tilbage. Dertil kommer, at han rygtes væk, så det havde givet mening at lade ham blive hjemme.

Der var spekulationer om, at Valverde ville se bort fra Rakitic for at sende et signal om, at han ikke indgår i planerne, men det skete ikke. Det samme er tilfældet med Rafinha, der også blev udtaget.

Samlet set er det rimeligt udramatisk dem som Valverde ser bort fra, for det begrundes udelukkende i det sportslige. Dramatikken udeblev - ingen signaler fra Barca-træneren.

.:FORSIDE:.