Vidal: 'Man vil aldrig se et talent som Messi igen'

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 19.03.19

© Getty Images

Arturo Vidal ligner mere og mere en spiller, der har fundet sin plads på holdet. Chileneren spillede en stor kamp i søndagens 1-4 sejr over Betis og virkede selvsagt yderst tilfreds, da han udtalte sig efter kampen.

Det lader til, at Arturo Vidal har fundet sig godt til rette i Barcas trup. Den hårdtarbejdende chilener har ikke altid ligefrem lignet prototypen på en Barcelona-spiller, men hans enorme engagement og arbejdsindsats har vist sig at være til stor gavn for holdet, der især på det seneste har nydt godt af hans kolossale arbejdsvilje.

Lørdagens storsejr mod Real Betis var ingen undtagelse. Her var Vidal en af banens bedste, og han virkede da også selv temmelig tilfreds efter sejren: 'Jeg har skiftet hold mange gange og prøvet at tilpasse mig så godt som muligt. I dag havde jeg det komfortabelt på banen på grund af mine holdkammerater' sagde han.

Vidal tillagde sejren over Real Betis en stor betydning: 'Det er en meget vigtig sejr, med alt hvad det indebærer. Betis er et stærkt hold' kom detfra ham.

Til sidst fik Messi, der spillede en blændende kamp og blandt andet scorede hattrick, stor ros med på vejen fra sin holdkammerat. 'Vi må bare nyde Messi og udnytte den fordel det er at have ham på holdet. Verden vil aldrig se en spiller med hans talent igen. Han er så imponerende. Man så det i dag, og hver gang han kommer på banen' kom det afslutningsvis fra en tydeligt imponeret Arturo Vidal.

.:FORSIDE:.