Venstre back er Barcas svageste punkt

FCBARCELONA.DK - 12.09.18

Med lukningen af spillermarkedet for små to uger siden, står Ernesto Valverde med kun én venstre back i truppen. Alternativet til Jordi Alba er den kun 18-årige Juan Miranda og det gør holdet sårbart.

Efter salget af Lucas Digne til Everton valgte Barca, at der ikke skulle købes en erstatning. Jordi Alba sidder solidt på positionen som venstre back og rollen som reserve er i stedet tildelt B-holdets 18-årige Juan Miranda.

Miranda betragtes som et stort talent, men med hans kun 18 år, mangler han helt naturligt erfaring. En enkelt sæson på B-holdet er ikke de bedste forudsætninger for at afløse Alba, hvis han skulle blive skadet.

I sæsonens første kampe har det da også været Alba der har fået al spiletiden, mens Miranda har kunne koncentrere sig om B-holdet. Det kan dog ikke fortsætte over en lang og krævende sæson, hvor alle spillerne får brug for pauser, også Alba.

På alle øvrige positioner har Valverde naturlige alternativer. Derfor er venstre back lige nu holdets svageste punkt. Når Miranda på et tidspunkt skal på banen, er det helt sikkert noget modstanderne vil forsøge at udnytte.

Barca-træneren kan dog også vælge at rykke Sergi Roberto eller Semedo fra højre til venstre side, ligesom også Vermaelen, Umtiti eller Lenglet, der alle er venstrebenede, også kan bruges som back. Det vil i alle tilfælde dog også svække holdet, da venstre back ikke deres naturlige position.

Derfor kan det ikke afvises, at Barca kigger sig om efter en erfaren venstre back når januars transfervindue åbner. Her vil mulighederne dog være begrænsede. Derfor er det håbet, at Miranda viser alle, at han har niveauet til at løfte opgaven.

.:FORSIDE:.