Valverde: 'Umtiti er klar til at spille'

FCBARCELONA.DK - 22.02.19

Ernesto Valverde holdt fredag eftermiddag pressemøde forud for lørdagens svære udekamp i ligaen mod Sevilla. Her bekræftede Barca-træneren blandt andet, at Samuel Umtiti er sin skade kvit og er klar til at spille.

Sevilla:
'Sevilla er på deres bane frygtindgydende, hvor de næsten altid får gode resultater. I denne sæson har de ikke været på samme høje niveau på udebane, hvilket har straffet dem i tabellen. Vi har allerede mødt dem en gang på udebane i Copa del Rey i denne sæson og der tabte vi med 2-0, så vi ved hvad der venter. Sidste år spillede vi uafgjort i ligaen på deres bane og det var en meget svær kamp for os. Det samme forventer jeg i morgen'.

Umtiti:
*Han er klar igen og klar til at spille. Der venter os en del svære kampe i de kommende uger og der er det meget muligt, at han får spilletid. Derudover er Lenglet en advarsel fra at få karantæne og Vermaelen er skadet. Vi har derfor brug for Umtiti nu. Vi kender alle det høje niveau, som Umtiti kan spille på, og så må vi se om han spiller i morgen eller en anden dag'.

Luis Suárez:
'Han har det godt og er ved godt mod. I sidste uge fik han en pause, så nu må vi se. Vi har tre svære kampe i træk og der får vi brug for ham. Jeg er slet ikke bekymret, for med Suárez er man altid garanteret en masse chancer og det er det vigtigste'.

Skuffende resultater:
'Jeg ser med optimisme på holdet, men i Barca vil der altid blive skrevet en masse i medierne. Vi er lige der hvor vi skal være. Det er rigtigt, at vi lige har spillet en kamp mod Lyon, hvor vi ikke var skarpe. Men rent spillemæssigt så det godt ud og samtidig lukkede vi ikke mål ind. Alle spillerne er motiverede og tror på en god sæson'.

Forspring i ligaen:
'Der er ingen tvivl om, at kampen mod Sevilla i morgen er meget vigtig for at holde vores forspring og måske udbygge det. En sejr over et stærkt hold som Sevilla vil være et kæmpe skridt mod ligatitlen. Vi skal som minimum holde vores forspring ned til forfølgerne'.

Semedo:
'Semedo har virkelig forbedret sig siden han kom til klubben. Han er en spiller, som hele tiden har formået at tilpasse sig bedre og bedre for hver dag han har været her. Vi forventer, at han kan nå endnu længere'.

Arthur:
'Jeg ved endnu ikke, om han bliver klar til de to El Clásicos. Han har endnu ikke trænet med resten af holdet, så der er noget vej endnu. Jeg håber dog på, at han kan være med igen i næste uge'.

.:FORSIDE:.