Valverde ser ud til at fortsætte som Barca-træner

FCBARCELONA.DK - 26.05.19

© Getty Images

I en sæson, som på et tidspunkt så ud til at kunne ende i en 'treble', endte det i stedet med enorme skuffelser i Champions League og Copa del Rey. Mange kræver Ernesto Valverdes afgang, men alt tyder på, at han forbliver Barca-træner.

På trods af at have vundet ligaen står de mange Barca-fans alligevel tilbage med en følelse af, at sæsonen har været en kæmpe skuffelse. Ikke fordi, at en spansk ligatitel, en semifinale i Champions League og en finaleplads i Copa del Rey på papiret er en katastrofe, men i højere grad på grund af den måde, som catalanerne tabte til især Liverpool på og på grund af nederlaget i pokalfinalen til Valencia, som man på en normal dag altid bør kunne slå.

Gennem hele sæsonen har der været kritik af Ernesto Valverde og den type fodbold, som han får Barca til at praktisere på banen. Helt frem til den sidste semifinale mod Liverpool har resultaterne og muligheden for at vinde 'the treble' dog hele talt for Valverde. Især efter den første semifinale mod Liverpool, som Messi og co. vandt med 3-0. Men med det katastrofale nederlag i returkampen på Anfield, samt nederlaget i pokalfinalen i går til Valencia, kan resultaterne ikke længere forsvare Valverde imod kritikkerne.

De mange Barca-fans, som ønsker Ernesto Valverdes afgang, ser dog ikke ud til at få deres ønske opfyldt lige med det samme. Efter lørdagens pokalfinale udtalte først præsident Bartomeu sig og her var budskabet klart. Nederlaget til Valencia var ikke Valverdes skyld og han slog samtidig fast, at Valverde har kontrakt til og med næste sæson, og han han fortsat vil være træner i Barca.

Kort efter holdt Valverde sit eget pressemøde og her havde mange regnet med, at Barca-træneren ville annoncere sin afgang. Sådan gik det dog slet ikke. Valverde erkendte sin skuffelse, men udtrykte også, at føler sig motiveret for at vende situationen. Og vigtigst af alt var han ikke i nærheden af nogen opsigelse.

Dermed peger alt i retning af, at Ernesto Valverde også er Barca-træner i den kommende sæson. Her bliver det spændende at se om udskiftninger i truppen kan ændre på den opfattelse, som mange Barca-tilhængere efterhånden har fået af Valverde.

.:FORSIDE:.