Valverde: 'En afgørende kamp for begge hold'

FCBARCELONA.DK - 22.10.19

Få timer efter ankomsten til Prag holdt Ernesto Valverde pressemøde op til kampen i morgen i den tjekkiske hovedstad. Her beklagede han sig også over al polemikken omkring El Clásico.

’Vi forventer at møde en god modstander, som de har vist sig at være i de to kampe de har spillet i Champions League. Vi husker alle, at de sendte Sevilla ud i sidste sæson. De angriber med mange spillere og løber meget. Det tvinger os til at spille en god kamp. Det er en afgørende kamp for begge hold, så det er tre vigtige point’ indledte han om onsdagens kamp.

’Det er et farligt hold. Man skal bare se på kampen mod Inter på San Siro. De dominerede og var tæt på at vinde. De fører den tjekkiske liga og har kvaliteterne til at gøre det svært for os. Folk kan tro at vi er favoritter, men vi kommer til at svede for at vinde’ fortsatte han.

Her er hvad Valverde ellers kommenterede:

Er der genvalg til Messi, Suárez og Griezmann i front?
’Det er en mulighed, men vi har kun gode angribere, dem som spillede mod Eibar og også Dembélé og Ansu Fati. Vi er tvunget til at spille godt i angrebet og vi må se hvem der spiller’.

Umtitis knæproblemer:
’ Han spillede en flot kamp forleden og i dag trænede han med. Vi håber det blot er et slag og ikke andet. Vi må vente lidt og se’.

Polemikken om hvornår El Clásico skal spilles:
’Jeg kunne godt tænke mig, at man kunne blive enige. Man burde have tilllid til, at det catalanske samfund kan håndtere det. Det ville være et modent svar. Jeg håber ikke at krigen mellem fodboldforbundet og La Liga går ud over os. Jeg ville gerne have spillet kampen for at skabe lidt normalitet’.

Indgår Rakitic i planerne?
’Når han er med i truppen, er det fordi han er klar til at spille. Det er det eneste vi tænker på, ikke på vinterens spillermarked’.

Starter Dembélé inde i Prag?
’Dembélé klarer sig godt i positionsspillet og finder rum. Han gør det også godt mand mod mand. Det er spiller der kan komme i spil’. 

.:FORSIDE:.