Valverde: 'Det er mit ansvar og jeg er bekymret'

FCBARCELONA.DK - 22.09.19

© Getty Images

Ernesto Valverde hang naturligt med hovedet da han mødte pressen efter det fortjente 2-0 nederlag til Granada. Han påtog sig ansvaret for holdets problemer og erkendte han er bekymret for resultaterne på udebane.

'Jeg er bekymret, for vi får ikke gode resultater på udebane. Når det sker fire kampe i træk er det et tegn på, at vi ikke gør det godt nok. Vi har fået spillere sent tilbage, men alligevel har det ikke været godt nok. Vi spiller ikke gode kampe på udebane. Vi dominerer, men vi omsætter det ikke til målchancer. Vi skabte ikke chancer der kunne bringe os tilbage i kampen' indledte han.

'Vi mangler lidt gennemslagskraft på den sidste tredjedel af banen. De forsøgte at presse os, men det kom vi godt ud af og derfra handlede det om at afslutte godt. Her var vi ikke skarpe nok og det skal vi forsøge at forbedre' sagde han videre.

'Som træner er du altid ansvarlig for hvad der sker. Det er spillerne der er på banen, men i sidste ende er det træneren der er ansvarlig. Man kan altid vinde eller tabe, og du kan tabe selvom du havde fortjent at vinde, men sådan var det ikke i dag' kom det ærligt fra ham.

'Det er muligt at deres hurtige mål kom til at præge kampen, men det mener jeg nu ikke. Vi skal se på vores eget spil. På hjemmebane er vi rigtig gode, mens vi på udebane er rigtig dårlige' afsluttede han.

.:FORSIDE:.