Valverde: 'Det bliver et jævnbyrdigt lokalderby'

FCBARCELONA.DK - 07.12.18

Ernesto Valverde har mødt pressen op til lørdagens lokalderby ude mod Espanyol. Her så han frem mod en svær opgave, hvor han håber at stemningen på Cornellá ikke bliver for hadsk.

'Det bliver et jævnbyrdigt lokalderby, for der er ikke stor afstand mellem os i tabellen. Det betyder dog ikke det store, for det er en kamp hvor man spiller mere med hjertet end med hjernen' indledte Valverde.

Forholdet mellem to klubber er anstrengt og der er ofte en hadsk stemning når de mødes, specielt på Cornellá. Det håber Valverde dog ikke sker denne gang. 'Jeg håber der vises respekt fra begge sider og at der kommer en god stemning, trods rivaliseringen. Det vigtigste er hvad der sker på banen og bagefter skal vi give hinanden hånden' sagde han videre.

Espanyol har kun 7 point op til Barca i tabellen og Valverde har da også stor respekt for lørdagens modstander. 'De er inde i en god periode, selvom de tabte på hjemmebane til Girona, men inden da vandt de fem kampe i træk på Cornellá. De tre point har ekstra værdi på grund af kampens sværhedsgrad og fordi vi har svært ved at hente point på udebane' kom det fra Barca-træneren.

'I sidste sæson havde vi det rigtig svært på Cornellá og vi tabte til dem i pokalen, mens det blev uafgjort i ligaen. Dengang spillede de mere på kontra, mens de i denne sæson vil have bolden og initiativet' fortsatte han.

Af samme grund tror Valverde på en underholdende kamp. 'Jeg forudser en kamp hvor der tages risici og hvor der skabes mange chancer. Hvis det sker, vil det være godt for alle. Vi ved hvad det vil betyde for dem at vinde og de ved, hvad det betyder for os' udtalte han.

Til sidst blev han spurgt, om Luis Suárez og Arthur forventes klar til kampen. 'De deltog ved hele træningen i går, den ene bedre end den anden. Vi er stadig tvivl, men er optimistiske. Vi må se hvordan det går ved træningen i dag' afsluttede han.

.:FORSIDE:.