Valencia: 'Det er muligt at Rodrigo forlader os'

FCBARCELONA.DK - 26.01.20

© Getty Images

Rygterne om et snarligt skifte for Valencias Rodrigo Moreno til Barca får nu ekstra næring, efter at Román Bellver fra klubbens ledelse nu bekræfter, at Valencia er indstillet på at angriberen måske forlader dem.

Rodrigo spillede den sidste halve time af opgøret i går mod Barca, midt i alle rygterne om et skifte til den catalanske klub. Der var ellers spekulationer om, at træner Albert Celades ville undlade at bruge Rodrigo i kampen, netop på grund af det mulige skifte.

'Vi skal være forberedt på et muligt skifte for Rodrigo. Der var stor interesse for ham i sidste sæson og det er der også nu. Der er altid interesse for de store spillere og det er der også for Rodrigo' udtaler Román Bellver til avisen El Mundo Deportivo.

Her kunne Bellver have afvist alle tanker om at slippe Rodrigo midt på sæsonen, men det gjorde han ikke. Det kan næsten kun betyde, at der lige nu forhandles mellem de to klubber.

Også Valencia-træner Albert Celades blev spurgt til Rodrigos situation, da han holdt pressemøde i går efter kampen mod Barca. 'Jeg kan godt forstå, at I gerne vil have nogle informationer, men jeg kan ikke kommentere de forskellige situationer der kan opstå. Jeg kan ikke sige noget. Rodrigo havde stor lyst til at spille kampen og det er vi glade for' udtalte han.

Barca og Valencia har fem dage til at blive enige i, for januar måneds spillermarked lukker på fredag.

644x70

.:FORSIDE:.