Marc Casadó har langt fra fået den mængde spilletid, som han havde regnet med inden sæsonen. Der har derfor været snak om, at han ville væk, og det er noget, som Manchester United og Wolverhampton er klar til at udnytte.
Selvom Marc Casadó spillede en stor rolle i sidste sæson og fik et mindre gennembrud, har han haft svært ved at følge op på præstationerne i denne sæson. Catalaneren har fået sparsomt med spilminutter, hvilket skyldes den ekstremt hårde konkurrence på Barcas midtbane.
Casadós rolle er således blevet reduceret markant, og det ser endda ud til, at Marc Bernal står foran ham i køen til spilletid. Gavi står samtidig også til snart at få comeback, og derfor er udsigten til spilletid minimal for den ellers hårdtarbejdende Casadó.
Artiklen fortsætter under annoncen
Spekulationerne om en mulig afsked mellem Barca og midtbanespilleren er derfor taget til, og i sidste uge blev Atlético Madrid meldt lune på Casadó. Men hovedstadsklubben er dog langt fra de eneste interesserede, hvis man skal tro avisen Mundo Deportivo.
Det forlyder nemlig også, at Manchester United og Wolverhampton skulle have meldt sig ind i kampen om La Masia-spilleren. United er på jagt efter en dynamisk forstærkning til midtbanen, mens Wolves skulle have haft øje på Casadó siden sidste sæson.
Catalanerens agent, Jorge Mendes, skulle allerede have informeret ham om den mærkbare interesse, men han foretrækker dog at afslutte sæsonen hos Barca. Hvis det skulle komme til et exit, foretrækker Casadó angiveligt at skifte til udlandet.
Premier League-klubberne står derfor stærkt i kampen om midtbanespillerens underskrift, men Atlético Madrid kan bestemt ikke udelukkes. Det skyldes, at Diego Simeone har et stort ønske om at hente Casadó, der betragtes som en prisvenlig erstatning for Conor Gallagher, der er skiftet til Tottenham.
© Getty Images// Marc Casadó