Umtiti vendte tilbage til træningsbanen

FCBARCELONA.DK - 15.10.19

Der var rigtig gode nyheder i går aftes, da spillerne vendte tilbage til træningsbanen efter at have holdt fire fridage. Samuel Umtiti trænede nemlig med for første gang i mere end en måned.

Samuel Umtiti har siddet ude den seneste måned med et brud på højre fod, men i går aftes tog han stort skridt frem i hans bestræbelser på at kunne spille igen.

Franskmanden deltog ganske vist kun i den indledende del af træningen og trak sig da tempoet blev skruet op, men det er helt normal procedure når en spiller vender tilbage fra en skadespause. De kommende dage vil hans deltagelse blive øget.

Dermed tyder meget på, at Umtiti står til Ernesto Valverdes disposition til lørdagens kamp mod Eibar.

Også Jean-Clair Todibo deltog i starten af træningen. Han måtte udgå af kampen mod Sevilla i forrige weekend med krampe i låret, men ser altså ud til snart at være klar igen.

Til gengæld var Carles Pérez fraværende på grund af den skade der tvang ham til afbud fra det spanske U21 landshold. Her blev han afløst af Ansu Fati, der således ikke var til stede ved træningen.

.:FORSIDE:.