Tilfredshed i Barcelona med Murillos debut

FCBARCELONA.DK - 12.01.19

Jeison Murillo spillede alle 90 minutter i torsdagens udekamp mod Levante i Copa del Rey. Trods få træningssamlinger med sine nye holdkammerater, ydede han en indsats man var tilfreds med i klubben.

Murillo blev hentet i Valencia på en lejeaftale, for at han hurtigt kunne hjælpe det skadesramte Barca-forsvar. Han trænede med for første gang lige op til nytår og mindre end to uger senere blev han sendt på banen fra start mod Levante.

Ingen tvivl om at Ernesto Valverde løb en risiko, og det erkendte han også på pressemødet efter kampen, men eksperimentet gik godt, til trods for at Barca tabte kampen.

Murillo spillede med en ro ved siden af Chumi, der til gengæld virkede usikker og rådvild. Murillo gjorde alt for at hjælpe og columbianeneren lavede reelt ingen fejl i kampen.

Målet til 2-0 var en afslutning der uheldigt gik mellem benene på Murillo, men det var netop i aktion hvor han forsøgte at bakke Chumi op. Den scoring kunne man ikke klandre columbianeren.

Såvel Ernesto Valverde som Guiellermo Amor fra klubbens sportslige ledelse, var efter kampen ude og rose Murillo for hans debut. De fremhævede begge at man kunne se den erfaring den 26-årige spiller kommer med.

For Valverde og hans spillere er det en god nyhed, at Murillo hurtigt ser ud til at kunne hjælpe holdet. Det ligner da også et muligt genvalg, når der spilles returkamp på Campo Nou på torsdag.

.:FORSIDE:.