fbpx
Annonce

Tiden er udfordringen i Dembélé-forhandlinger

Simon Arun Vrábel - 13.05.22

// Ousmane Dembélé

Barca arbejder forsat på at forlænge Ousmane Dembélés kontrakt og selvom økonomien forsat er dét, som adskiller de to parter, så ser det nu ud til, at tiden kan være ved at løbe fra catalanerne.

Fredag den 1. juli. Det er den dato, hvor Ousmane Dembélé er kontraktfri og den dato som Barca kæmper imod. Der er mindre end to måneder til og som situationen er nu, ser det forsat svært ud. Xavi har flere gange givet udtryk for, at han gerne vil beholde den franske hurtigløber og ifølge flere kilder har Dembélé internt også givet udtryk for, at han gerne vil blive. Den største udfordring er derfor den begrænsede tid til at strikke en kontrakt sammen, som begge parter kan leve med.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


For ikke nok med, at sommerens transfervindue står for døren, så spilles der også Nations League, som Dembélé forventes at deltage i og derfor skal der findes en afklaring inden udgangen af juni. Dembélés lejr må dog acceptere et økonomisk tilbud, som vil ligge et godt stykke under hvad han kan få andre steder og Barca må i højere grad til lommerne. Forhandlingerne ser dog ud til at kunne gå hurtigere denne gang og det er der én væsentlig årsag til.

Den sportslige ledelse har nemlig identificeret to faktorer, som har været nødvendige for, at Barca kan forberede et nyt og forbedret tilbud til franskmanden. Den første faktor har været at sikre deltagelse i næste års Champions League. Deltagelsen, som blev sikret i kampen imod Real Betis, betyder nemlig et væsentligt økonomisk boost som gør, at der kan allokeres yderligere kapital til et kommende kontraktudspil. Der mangler dog yderligere én faktor og det er, at Barca Studios eller CVC-aftalen endeligt kommer i hus, således at den sidste kapitalindsprøjtning sikres og derved kan indgå i det nye kontraktudspil.

Det bliver dog en meget kreativ kontrakt, som Barca vil tilbyde Dembélé og det er allerede blevet gjort ham klart. Den nye kontrakt vil indeholde en lang række præstationsbundne bonusser - eksempelvis hvor langt catalanerne kommer i diverse turneringer, naturligvis specielt Champions League, men også antal kampe spillet og mål scoret. Spørgsmålet er, hvor kreativ Dembélés agent, Moussa Sissoko vil tillade Barca at være, for intet tyder på, at han er blevet mindre kompliceret at forhandle med.

.:FORSIDE:.