Thiago: 'Barca er favoritter i Champions League'
Aamer Al-Khatib - 22.03.25
Thiago Alcantara følger stadig sin barndomsklub på tæt hold, og i et nyt interview spår han Barca en stor sæson. Her ligger han ikke skjul på, at Barca er en af de stærkeste kandidater til at vinde pokalen med de store øre.
Den tidligere Barca-spiller Thiago Alcântara, har i et interview med den spanske avis Sport, udpeget sin gamle klub som en af de helt store favoritter til at vinde Champions League. Thiago, der netop har besøgt Miami Beach Convention Center i forbindelse med en padel-turnering, roste Barcas præstationer i denne sæson og ser store muligheder for Hansi Flicks mandskab.
Artiklen fortsætter under annoncen
Under interviewet blev Thiago spurgt om sine forventninger til Champions League, og her tøvede han ikke med at fremhæve Barca som en af turneringens stærkeste kandidater: 'Barca er uden tvivl favoritterne til at vinde Champions League, og det viser resultaterne også' sagde den tidligere midtbanespiller og pegede dermed på holdets præstationer som bevis på deres styrke.
Barca står som bekendt over for Borussia Dortmund i kvartfinalerne, og hvis de går videre, kan de potentielt møde Inter i semifinalen. Et opgør, der ville genkalde minder om de legendariske kampe mellem Guardiola og Mourinhos mandskaber for 15 år siden. Det knyttede Thiago ligeledes en kommentar til: 'Ja, det er en mulighed. Inter skal dog først møde Bayern München, og det bliver ikke let. Hvis det sker, tror jeg ikke, det vil være en revanchekamp som sådan. Der er sket for mange ændringer i forhold til tiderne dengang, holdene og spillerne. Det ville være fantastisk, hvis de mødtes igen, og det ville helt sikkert blive en stor kamp og et fantastisk opgør' fortalte han.
Thiago Alcântara blev for en kort stund tilknyttet trænerteamet ved Hansi Flicks ankomst i sommer, men måtte hurtigt forlade posten af personlige årsager. Det bliver derfor spændende at se, om han vender tilbage til Barcelona til den nye sæson, for at genoptage opgaven som assistent.

© Getty Images
// Thiago