Der er fortsat meget tvivl om, hvad udfaldet bliver med Ter Stegen, men står det til ham selv, er der ingen tvivl. Når han bliver meldt klar for sin rygskade agter han at give Joan García kamp til stregen om målmandsposten.
Marc-André ter Stegen befinder sig fortsat i en usikker position i Barca. Den tyske keeper er ude med en rygskade, der holder ham på sidelinjen i op mod fire måneder, og i mellemtiden har klubben hentet Joan García som førstevalg på målmandsposten. Ifølge avisen Sport agter Ter Stegen dog ikke at give op – tværtimod planlægger han at tage kampen op, når han vender tilbage i det nye år.
Artiklen fortsætter under annoncen
Ifølge Sport har Ter Stegen fuldt ud accepteret, at Joan García er klubbens langsigtede satsning, men han tror på, at han kan generobre sin status som førstekeeper. Planen er at være kampklar i starten af 2026, præcis i tide til at spille sig i form frem mod VM i USA, Canada og Mexico næste sommer. For Ter Stegen er spilletid afgørende, hvis han skal bevare sin rolle på landsholdet.
Den 33-årige keeper er allerede godt i gang med sin genoptræning, og rapporter fra træningsanlægget tyder på, at han gør fremskridt hurtigere end forventet. Derfor er det ikke usandsynligt, at han kan returnere i topform før tid og levere den stabilitet, der i mange år har gjort ham til Barcas anfører og en af klubbens mest pålidelige spillere.
Hos klubledelsen og træner Hansi Flick er situationen dog klar: Joan García regnes som målmanden for nu og fremtiden, men det bliver sportsligt svært at se bort fra en fit og motiveret Ter Stegen. Den helt store udfordring for Barca bliver, at man skal genregistrere tyskeren, hvis han skal kunne spille i det nye år.
Dermed tegner der sig et intenst kapitel i Barca-sæsonen. På den ene side et ungt talent, som klubben satser på i det lange løb, og på den anden en erfaren kaptajn, der nægter at lade sig skubbe ud på sidelinjen. Hvis Ter Stegen kan levere sit vanlige niveau, venter der en hård men sportsligt værdifuld konkurrence om Barcas målmandspost i 2026, hvor også den erfarne Szczesny er en del af kabalen.
Det hele vil dog afhænge af, om Hansi Flick har tænkt sig at give Ter Stegen chancen i målet. Hvis Joan García leverer på et godt niveau, bliver det svært for Ter Stegen at skubbe sin målmandskolega ud på bænken.
© Getty Images// Ter Stegen