Ter Stegen ventes ikke at møde frem på mandag
Søren Wennerwald - 07.07.26
Barca indleder forberedelserne til den nye sæson på mandag med lægetjek og fysiske test, men Ter Stegen ventes ikke at møde frem. Hans skifte til Ajax er så fremskredent, at han forventes til Amsterdam i denne uge.
Alt er tilsyneladende på plads omkring Marc-André ter Stegens skifte til Ajax på en lejeaftale. Avisen Sport fortæller, at målmanden forventes at rejse til den hollandske hovedstad i denne uge for at få formaliteterne på plads. Dermed tegner det til et skifte, inden Barca på mandag tager hul på den nye sæson.
Artiklen fortsætter under annoncen
Ter Stegen har kontrakt med Barca til 2028, så til næste sommer vil han som udgangspunkt vende tilbage, medmindre Ajax udnytter den forkøbsret, de forventes at få med i lejeaftalen.
Den tyske målmand har dog ingen fremtid i Barca, og alle tager for givet, at han ikke kommer til at spille mere for klubben. Lejeaftalen med Ajax er en god mulighed for at få gang i karrieren efter to sæsoner med store skadesproblemer.
Hansi Flick er nok godt tilfreds med, at Ter Stegen ikke bliver en del af sæsonforberedelserne. Det kunne være blevet til en langtrukken affære helt frem til, at transfervinduet lukker den 1. september, hvilket ikke ville være godt, hverken for målmanden eller Barca.
© Getty Images// Ter Stegen