Ter Stegen og Gündogan med i flot tysk sejr
FCBARCELONA.DK - 24.03.24
Det har slet ikke fungeret for Tyskland i denne landsholdssæson, men i går i venskabskampen mod Frankrig, hentede tyskerne en flot sejr på 0-2 i Lyon, hvor Ter Stegen og Ilkay Gündogan stod overfor Koundé og Mbappé.
Om lidt over to uger står Barca overfor PSG i den første af to Champions League kvartfinaler, så det var en lille generalprøve for Ter Stegen og Gündogan, da de skulle forsøge at holde styr på den frygtede Kylian Mbappé.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den tyske landstræner Julian Nagelsmann holder fast i, at det er den aldrende Manuel Neuer der er holdets førstekeeper, men målmanden har pådraget sig en muskelskade og derfor var det Ter Stegen der tog plads i målet i går aftes.
Her spillede Barca-keeperen en god kamp og i det 25. minut hev han en afgørende redning frem, da Mbappé var sluppet alene igennem den ellers solide tyske defensiv. På midten dirigerede Gündogan det tyske spil sammen med Kroos og Frankrig lykkedes aldrig for alvor at true gæsterne.
De to tyske scoringer kom i kampens 1. og 49. minut og sejren kunne godt være blevet større end de 0-2, så det var en skidt aften for det franske mandskab, der havde Jules Koundé med fra start. Han måtte udgå efter en times spil efter en hård tackling og nu krydser Xavi helt sikkert fingre for, at der ikke er tale om en skade.
Ter Stegen spillede hele kampen, mens Gündogan blev skiftet ud efter 72. minutter. Tysklands næste opgave er på tirsdag mod Holland i endnu en venskabskamp.
// Ter Stegen // Ilkay Gundogan