Ter Stegen: 'Jeg ved udmærket når jeg fejler'

FCBARCELONA.DK - 09.10.19

© Getty Images

I anledning af at Ter Stegen rundede 200 kampe for Barca søndag aften, har Barca TV mødt den tyske keeper til en snak. Her udtrykker han stor glæde over at være i klubben og er samtidig hudløs ærlig.

'Det er ikke normalt at nå dette antal. Jeg har udviklet mig, specielt når det handler om at samle erfaring, men jeg har også forbedret mange aspekter af spillet. Jeg har også ændret mig som menneske. Alt omkring mig har udviklet mig og det gør mig glad' indleder han.

Her er hvad Ter Stegen ellers kommenterer:

Bedste minder:
'Den første kamp er altid speciel og jeg nød det meget. Det er ikke tit at jeg er nervøs, men det var jeg den dag, fordi jeg ønskede at gøre det godt og overbevise folk. En anden kamp som jeg har gode minder fra, er finalen i Champions League i Berlin, men jeg husker også andre kampe der har givet titler. Dette er de mest specielle øjeblikke en spiller kan opleve'.

Selvkritik:
'Efter kampene ved jeg udmærket hvis jeg har fejlet. Vi er mennesker og man kan altid begå en fejl. Derfor er jeg altid åben overfor kritik, for jeg ønsker at forbedre mig. Ingen ønsker at fejle, men disse erfaringer er gode for fremtiden'.

Privatlivet i Barcelona:
'Rent personligt er jeg i den bedste periode i mit liv. Min kone er gravid og det kan ikke være bedre. Vi er glade for at bo i Barcelona og når det gælder fodbolden, så går det godt. Jeg elsker at udforske Barcelona og folk behandler mig godt og respekterer mig. Vi kan lide at opdage det der er omkring os, også i resten af Catalonien'.

Sæsonstarten:
'Vi er på rette vej. Vi havde det lidt svært i starten, men vores modstandere er også godt forberedt, specielt når de spiller på hjemmebane. Nu går det imidlertid godt, selvom vi kan forbedre os'.

Champions League:
'Starten på Champions League har været god, for det er ikke let at spille i Dortmund. Vi havde det svært, men vi tog hjem med et point. Med sejren over Inter har vi det hele i egne hænder. Det er noget vi skal udnytte'.

Målmandskollega Neto:
'Han en en god målmand. Har blev skadet efter kort tid, men nu er han tilbage hos os. Han er inde i en tilvænningsfase, hvilket er nødvendigt, for filosofien er anderledes her. Han har det fint med alle og har intentionen om at forbedre sig, ligesom mig. Det er det der gør os bedre'.

Messi:
'Han er unik. Hvad kan jeg sige, som ikke allerede er sagt? Han forsøger altid at gøre os andre bedre og han er en meget stor del af denne klub. Vi nyder stor glæde over at have ham'.

.:FORSIDE:.