Søren Wennerwald - 04.07.21
Barcas problemer med at overholde Finansiel Fair Play i ligaen, er måske større end først antaget. La Liga præsident Javier Tebas satte i går ord på, hvad catalanerne er oppe imod og det kan forhindre en forlængelse med Messi.
Forleden var der forlydende om, at præsident Joan Laporta var i Madrid for at møde med La Liga præsident Javier Tebas om Barcas udfordringer med for høje spillerlønninger. Det blev dog Matheu Alemany fra klubbens ledelse der i stedet tog mødet.
I går slog Tebas så fast, at reglerne ikke bliver bøjet, så Messi kan forlænge med Barca. Det sagde han i et interview med Onda Cero.
'Der har de seneste syv år været nogle økonomiske regler, som alle klubber har godkendt. De regler kender FC Barcelona udemærket. De kontrakter Barcelona har med sine spillere og som de er forpligtet til at overholde, overstiger det som reglerne siger de må bruge' kom det klokkeklart fra ham.
'Hvis de ikke får spillerlønningerne betragteligt ned, kan de ikke købe nye spillere. Så de må sælge spillere. Reglerne siger, at hvis de overskrider grænsen, må de kun hente en ny spiller, hvis lønnen til denne kun udgør 25% af, hvad man sparer på andre spillere der sælges. Hvis Barca vil hente spillere der skal have 25 mio. euro i løn, skal de altså af med spillere der har en løn på 100 mio. euro' fortsatte Tebas.
La Liga præsidenten håber dog, at det lykkes for Barca at holde på Messi. 'Jeg ved ikke om han fortsætter, men jeg håber han får mange år i Barcelona' afsluttede han.
Med sine udtalelser bekræfter Javier Tebas at Barca lige nu bryder La Ligas grænse for lønninger, ikke fordi lønningerne er blevet højere, men fordi indtægterne er faldet massivt. Det er angiveligt dette forhold der forhindrer Barca i at indgå en aftale med Messi.
