Tætte bånd i truppen kan gøre spillersalg sværere
Aamer Al-Khatib - 06.04.26
Der er ingen tvivl om, at Hansi Flick har formået at sammensætte en tæt trup, hvor venskaber også ses uden for kridtstregerne. Interne relationer i truppen kan derfor få betydning for, hvilke spillere klubben vælger at sælge.
Barca står over for et uventet dilemma frem mod sommerens transfervindue, hvor beslutninger ikke længere kun handler om præstationer og økonomi. To af de spillere, der befinder sig i en usikker situation, er Ferran Torres og Alejandro Balde. Ingen af dem er faste startere længere, og under normale omstændigheder ville klubben være åben for at lytte til bud, især hvis der kommer økonomisk attraktive tilbud.
Artiklen fortsætter under billedet

Men situationen er blevet mere kompleks. Barca lægger i stigende grad vægt på sammenholdet i omklædningsrummet, og her spiller begge spillere en vigtig rolle. Deres relationer til nøglefigurer i truppen kan vise sig at være afgørende for klubbens endelige beslutninger. Det skriver avisen Sport.
Særligt Ferran Torres har et tæt forhold til Pedri, hvor de to ofte ses sammen både på og uden for banen. De støtter hinanden i modgang og har opbygget et stærkt makkerskab, som rækker ud over det rent sportslige. De giver også hinanden råd i forhold til kost- og træningsplaner, og kører altid sammen til og fra træning.
På samme måde har Balde opbygget et nært bånd til Lamine Yamal. De to unge spillere har en tydelig kemi, som også afspejler sig i kampene, hvor de ofte fejrer mål sammen og viser et stærkt fællesskab.
Selvom både Balde og Torres fortsat er attraktive på transfermarkedet med interesse fra blandt andet Premier League og Atlético Madrid, er Barca opmærksomme på, at et salg kan påvirke dynamikken i truppen negativt.
Derfor står klubben i en balancegang. På den ene side er der behov for at optimere truppen sportsligt og økonomisk, men på den anden side ønsker man ikke at forstyrre de relationer, der er med til at holde sammen på holdet. Det gælder særligt omkring profiler som Pedri og Yamal, der er centrale for fremtiden.
© Getty Images// Transfers