fbpx

Szczęsny ventes først at få debut i det nye år

Aamer Al-Khatib - 05.12.24

 


Wojciech Szczęsny blev i starten af oktober hentet til klubben som en nødløsning efter Ter Stegens slemme knæskade, men den polske målmand har endnu ikke vogtet buret for catalanerne. Debutten forventes først at ske i det nye år. 

Planerne var helt anderledes for Szczęsny, da han i sommer lagde støvlerne på hylden som 34-årig. Men som så meget andet kan ting ændre sig, og da Barca gav ham et opkald efter Ter Stegens knæskade tidligere på sæsonen, tøvede han ikke med at finde de gamle støvler frem igen. Den polske målmand må dog væbne sig med tålmodighed, da han lige nu ikke anses for at være førstemålmand i klubben. 

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Barca-træner Hansi Flick har nemlig gjort det klart, at han stoler på Iñaki Peña, der indtil videre har grebet chancen og ikke givet Flick nogen grund til at sætte ham på bænken. Derfor ser det ud til, at Szczęsny først får mulighed for at vise sit værd, når Copa del Rey eller den spanske Supercup begynder – begge turneringer, der starter i januar. Her har Barca for vane at gøre brug af sin andenmålmand, hvor der samtidig ses store rotationer i kampene for at aflaste de øvrige spillere.

Iñaki Peña, der lige nu sidder tungt på målmandsposten, har imponeret i de kampe, han har fået, og er dermed forblevet førstevalg, selv efter Szczęsnys ankomst. Flicks tillid til den spanske keeper gør det usandsynligt, at der sker ændringer på målmandsposten i hverken La Liga eller Champions League inden årsskiftet.

I mellemtiden håber Szczęsny på, at han i det kommende år kan få chancen for at vise, hvad han kan. Mens han venter, bliver det tydeligt, at kampen om målmandsposten hos Barca er hårdere end nogensinde, og Peña udnytter hver mulighed for at cementere sin plads som nummer et.


© Imago

// Wojciech Szczesny
.:FORSIDE:.