Suárez og Uruguay besejrede Chile uden Vidal

FCBARCELONA.DK - 25.06.19

© Getty Images

Det blev Uruguay der trak det længste strå, da de i nat dansk tid besejrede Chile 1-0 ved Copa América på en sen scoring. Luis Suárez var med i opspillet til målet, mens Arturo Vidal blev sparet.

Begge hold var på forhånd kvalificeret til kvartfinalerne og det fik Chiles landstræner til at spare Arturo Vidal, der er et gult kort fra karantæne. Dermed blev det ikke til et direkte møde mellem to af Barcas spillere.

Luis Suárez spillede samtlige 90 minutter for Uruguay i et opgør der aldrig rigtig kom op i omdrejninger. Chile havde bolden klart mest og forsøgte mere at kontrollere end at skabe noget, mens Uruguay vikrede uopfindsomme i offensiven.

Det blev derfor en noget kedelig affære for tilskuerne og det lignede længe det uafgjorte resultat som Chile ville være godt tilfredse med, for at få gruppesejren.

10 minutter før tid lykkedes det dog for Canavi at sende bolden i nettet med hovedet, efter et opspil som Luis Suárez havde sat i gang. Det blev kampens eneste scoring.

Dermed sluttede Uruguay som vinder af gruppe C og møder Peru i kvartfinalen, mens Chile skal op imod Colombia.

.:FORSIDE:.