fbpx

Statistikken mod Cádiz fortæller om en helt åben kamp

Simon Arun Vrábel - 20.08.23

Selvom Cádiz på ingen måder er titelaspirant, så fortæller statistikken om kampe imellem de to hold som mødes søndag aften, at resultatet kan gå begge veje på en aften, hvor Barca i øvrigt indvier deres nye midlertidige stadion.

I aften skal Barca for første gang i mange år spille en hjemmekamp udenfor de vante rammer på Camp Nou, og hvis man kigger i historiebøgerne, så bliver gæsterne fra Cádiz ikke nogen nem modstander, selvom Barca har et lille overtag fra de seneste indbyrdes opgør.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den lille fiskerby i det sydvestlige Andalusien i Sydspanien, Cádiz, har siden 2020 været en del af den bedste spanske fodboldrække. I de første år blev det til yderst beskedne slutplaceringer som nummer 12, 17 og 16, men i sidste sæson sluttede andalusierne på en flot 7. plads. Til trods for, at det næppe bliver Cádiz som Xavis mandskab skal kæmpe med om årets titel, så venter der alligevel en svær kamp i La Ligas anden runde.

Først og fremmest skal Barca spille deres første officielle kamp på det relativt beskedne stadion på Montjuïc, og det kan ikke undgås at påvirke spillerne, at være væk fra deres vante rammer på Spotify Camp Nou. Dertil kommer, at Cádiz og Barca i de seneste tre år har spillet seks meget jævnbyrdige kampe, og efter det uafgjorte resultat mod Getafe for en uge siden, er presset i højere grad på Xavis mandskab.

Fordelt på de seks kampe har Cádiz vundet to, to kampe er endt uafgjort, mens de seneste to opgør er endt med catalansk sejr. I februar måned vandt Barca 2-0 på hjemmebane, mens man i september sidste år vandt 0-4 i Cádiz, så det er heldigvis gode minder, som catalanerne tager med ind på banen. Både Lewandowski, Ansu Fati, Frenkie de Jong og Sergi Roberto har i øvrigt scoret i de seneste to opgør, og med Raphinha og Ronald Araújo udenfor disposition, åbnes døren for både Ansu Fati og Sergi Roberto.

Til opgøret mangler Cádiz nyindkøbene Gonzalo Escalante og Sergi Guardiola, samt Víctor Chust og Brian Ocampo. Omvendt har Barca Ronald Araújo og Iñigo Martínez på skadeslisten. Dertil kommer, at Xavi og Raphinha afsoner den karantæne som de hver især modtog i kampen mod Getafe.

Selvom Cádiz altså ikke har scoret et eneste mål i de to holds seneste opgør, så vandt andalusierne deres forrige kamp på Camp Nou med 0-1, så der er brug for både tilskuere og flot spil, hvis man vil hente sæsonens første ligasejr i aften.

Kampen spilles kl. 19.30 og den vises på TV2 Sport X.



// Cadiz
.:FORSIDE:.